Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (53)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (15)feb. (1)mar. (31)apr. (29)maj (30)juni (31)juli (22)aug. (28)sept. (30)okt. (30)nov. (17)dec. (1)

En halvtør dag i halvvådt vejr

onsdag 28. september 2022
Dagen bød ikke på mange fugle, men en ny beboer ved navn Hakkehans
af Adam Søderdahl

Godaften i stuerne,

Endnu en dag går på hæld, og sikke en dag det har været! Eller... En dag har det i hvert fald været. Selvom vejret i dag har virket giftigt med lidt smådryp og skyer, gav nettene ikke det vilde antal fugle. Til gengæld fik vi nogle fine arter i hånden, og tid til at nørde videre i fældningsgrænser og kønsbestemmele af de fugle vi fik. 

På den anden side var det måske helt ok at dagen ikke blev en 100 dag eller det der er værre, da vi har været en ringmærker nede det meste af dagen. Lise har nemlig været på onlinekursus for ambitiøse akademikere det meste af formiddagen. Hvad hun lavede der, undrer vi os stadig meget over. Heldigvis kunne vi overrække en gave til Lise da hun blev færdig med kurset og kunne være med til ringmærkningen igen. Hun kom lige i tide til at ringmærke en dejlig jernspurv, der i nettet viste sig at være vært for adkillige hundrede fuglelus. Derfor blev posen fint sat til side til Lise, som kunne få glæde af de mange venner :) 

Dagens hihlights i nettene var en flot 2k+ rødtoppet fuglekonge han og en fin 1k rørspurv. Derudover var der et fint antal af grå- og grønsiskener, der stort set alle sammen blev taget i samme net på samme runde. DSC06591 DNDSC06618 DN

Dagens ringmærkningstal:

 28-09.png

Vi har også fået en ny beboer på stationen. Hakkehans, en 1k flagspætte som vi for nyligt ringmærkede, ser ud til at have en særlig præferance for stationshaven. Vi håber han bliver hængende lidt, så vi kan nå at se ham fælde færdig, da hans fjerdragt lige nu bedst kan beskrives som decideret sjusket. 

Dagens obs skulle også vise sig at være en halvtynd kop te men og bød på lidt bjergvipstjerter og siskener. Se dagens tal her.

Til aften blev vi forkælet af Jonas med en god omgang station stew, med mange bønner og gulerødder, så øjnene er skarpe til i morgens mange fugle. Faktisk ser i morgen så lovende ud, at Jonas ligefrem har lovet blåstjert! Men det har han gjort før, så jeg har efterhåndnen lært at tage det med et gran salt. Hvis ikke andet bliver det fedt med en dag med lidt flere fugle, og det tør man godt håbe på. 

Nu skal vi nyde et afsnit med Nak og Æd. Den står på rype i Norge, og så håber vi at i morgen giver flere fugle i nettene end Jørgen får i galgen. 

Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Adam Søderdahl og Hakkehans. 

 

Nu kan alt ske!

tirsdag 27. september 2022
Sæsonens anden hvidbrynede løvsanger blev i dag fundet i mosen
af Sebastian Thorup Hansen

Så folkens... Så er observatøren tilbage efter en weekend med fest og farver i dejlige Hvidovre:) Det var sgu tiltrængt - Og heldigvis (!) gik jeg ikke glip af det store fuglemæssigt. Må vel næsten være første gang?

Nå, men dagen startede jo ud på obsen, hvor jeg først starter 07:15 for tiden. Hold nu fast det er sent. Jeg vågner faktisk veludhvilet op. Fandme en luksus. 

Obsen var dog helt ufatteligt... kedelig. Nok en af de dårligste der har været herude denne sæson, som vist kun blev slået af i går, hah. 

Lidt alkefugle, lidt (meget få) engpibere og lidt (endnu færre) ænder. Godt nok en sløj omgang. Obsen var desuden også præget af meget regnvejr, så jeg fik gemt mig lidt i læ i en bunker. Ikke meget udsyn man har i sådan én. Jeg så dog en mus, hvilket var en kæmpe optur i mit ellers triste sind:)

Dagens observationer kan ses her

Ringmærkningen kunne præstere en smule bedre end mig, med lidt munke, gransangere og en god håndfuld rødhalse. Jeg fik derfor også mulighed for ringmærke lidt, så jeg kan nærme mig en gylden c-licens. Det sker dog næppe dette efterår, da obsen og kratlusk naturligvis bliver prioriteret.
27-09.png

Efter dagens standardiserede gøremål var der fælles lur i hvert vores værelse. Det var vist tiltrængt for dem som ikke har kunnet sove længe i Hvidovre i weekenden, men der var fornyet energi igen efter den (for nogle) 3 timers lur. Vi gik derfor alle 4 i mosen hvor vi fik støvet en fin hvidbrynet løvsanger op, som desværre ikke viste sig så godt som vi havde håbet. Men med efterårets anden fugl, tyder det på, at dette er et mere normalt år for dem end sidste års rædselsfulde år for de små bryn. 

Vi regner derfor med at kunne køre en bryn-streak med gennemsnitligt et bryn per dag de næste 3 uger. Der kommer selvfølgelig dage uden bryn, men forhåbentig også dage med flere indvider.

Nu står den på hjemmelavede pizzaer med håndplukkede svampe fra mosen. Det bliver fucking godt<3

4E85BCE3 9698 4A24 B5A6 2A94EB728DA9

Vi ses i morgen til sæsonens første (indsæt sjælden sibrisk småfugl her). 

Peace out

STH

Folk: Lise Hykkelbjerg, Adam Søderdahl, Sebastian Thorup Hansen og Jonas Pedersen

 

 

 

 

 

Wow et skifte

mandag 26. september 2022
Intet at berette idag, meget regn, meget blæst.
af Jonas Pedersen

Goddag d'herre, d'damer og d'kønsneutrale.

Idag bliver en meget kort omgang.
Jeg prøvede heldet i bunkeren idag da det skulle blæse rigtigt meget fra sydvest, desværre var den lidt for meget i syd. Derudover regnede det vildt meget idag. Derfor så jeg næsten ingen fugle på dagens obs, og nettene kom ikke op idag. Highlights var 9 strandhjejler og en knortegås.

Dagens obs

Hjemme på stationen blev der dog hygget og terpet i stor stil. Lise og Adam havde fundet den tunge litteratur frem og der blev kokkeret lækker havregrød til en våd ringmærker da han kom hjem.
Også en lækker svampestuvning blev det til senere. Vi fik også set lidt nak og æd, og den bedste film nogensinde, nemlig Shrek 2. Den skal i altså se. Den er mega mega god.

Vores kære observatør er også kommet hjem igen og han fik brygget lidt på en lille fluesnapper i stationshaven her til aften, den blev desværre ikke bekræftet. Men han er jo skarp for tiden, så mon ikke den var god nok.

Vi forsøgte os med en eftermiddagsgåtur men blev hurtigt besejret af regnen. Så vi tog hjem og der blev derefter kokkeret så det vil noget. Vi lavede nemlig flæskesteg i aften. Det var satme lækkert det var. Sovs, kartofler og rødkål. Så kører vi!

Nu er jeg igen træt og vil efterlade jer med større forventninger til imorgen, det har jeg nemlig!

Sov godt
-JP

Folk: Lise Hykkelbjerg, Adam Søderdahl, Sebastian Thorup Hansen og Jonas Pedersen

Hvad skal man sige... Blåvand bliver bare ved og ved!!!!

søndag 25. september 2022
Endnu en yderst godkendt dag med husrødstjert, ringdrossel og lille fluesnapper.
af Jonas Pedersen

Godaften mine kære bloglæsere. Det er med stor glæde at jeg vender tilbage til jer. Der er nemlig mange mange gode ting at nævne idag.

Så derfor, kære læsere.
Derfor vil jeg bede jer om at placere jeres kroppe på et blødt legeme. Finde frem en progressiv og sublim dåse, dåsen skal gerne indeholde en læskende væske. I aften kører jeg den igen ind med en politisk korrekt bryg af humle og malt. Den smager dejligt af en lang dag i felten. Det er som om at sådanne brygge som denne, får bedre smag jo længere man har været i felten. Derfor er der idag en stor stor smag i denne dåse. For jeg har bare været i felten hele dagen mand. Det har satme også været godt. Hold da **** der har været godt med fugle idag.

Dagen startede ud som igår, vi har jo stadigvæk haft ringmærkningskurus her til morgen så der var massere af hjælp til at åbne net. Det gik veldigt snabt også var det ind til morgenmad, David og Andreas smuttede ud på morgenobs og min far, Kurt, joinede dem i lidt tid. Obsen bød ikke på noget sindsygt, men lidt bjergvippere og ander småfugle. Efterfølgende tog Kurt til Reginevej og nuppede en liten biten rødtoppet fuglekonge.
Dagens obs

I ringmærkningen gik det mega godt. Mange fugle og lækker artsdiversitet. Highligts idag var nok rørsanger og en gammel hun husrødstjert! Den var fandme lækker. Vi nuppede også lige sæsonens tredje store flagspætte. Og Merit fik hendes ønskede topmejse at se! Dejligt dejligt. Derudover blev der jo nørdet fældningsgrænser, håndteringsmetoder mm. Det var godt!

DSC06493DSC06476

25-09.png

Vi lukkede omkring en kl 12. Bla. fordi jeg var ret fysisk udmattet efter megen snak og mærkning. Derudover skulle de kære kursister jo også hjem. Det gjaldte også for Merit og Simon som desværre måtte forlade os. Det var dejligt at have jer på besøg. Vi glæder os til at i kommer igen:)

Andreas tog ud og luskede og nuppede også en rødtoppet i tipmosen. Derefter vendte han også snuden igen. Men kommer jo igen senere!

Efter mærkningen spiste vi en god frokost sammen og på trods af min træthed skulle jeg jo ud og luske. Kursisterne tog hjem, men jeg tog med min far på skallingen. Nu skulle der produceres! Og produceres blev der!

Godt ude i krattene på den sydlige del af Skallingen havde vi en virkelig god sjat rørspurve, 80 styk cirka. Virkelig mange. Vi kunne også lige luske sæsonens første ringdrossel op! Ifølge dofbasen er det den første i DK dette efterår. Fandme stærkt! Derefter gik vi på spunsen uden det helt store. Men så er der tid til at nyde den storslåede natur helt derude på kanten af verden.
_MG_7894.JPG

Dagens drossel

Lise og Adam smuttede i mosen for at luske... efter svampe:) De nuppede også lige en krondyr-obs og så en 4-5 kronhjorte der løb rundt og brølede efter de lækre damer, og hinanden. Det var fedt! Se billeder fra deres eventyr:

IMG 20220926 111151IMG 20220926 111228

Da min far havde smidt mig af ved stationen var jeg meget tæt på at gå ind og lægge mig.
Men det er jo Blåvand, og vi skal give alle andre lokalitet i DK baghjul. Så jeg måtte ud, jeg følte den virkelig idag. Det lugtede sgu af efterår og det var første tur i år hvor jeg luskede i jakke. Mega nice stemning og jeg var bare in the zone. Og det gav også! 2 rødstjerter, mange rørspurve og en mega lækker 1k lille fluesnapper! Så kom dagens fugl sgu i bogen. Mega nice.

 _MG_7906.JPG
(Lille fluesnapper 1k. Fuglen havde lyse spidser på de store dækfjer hvilket betyder det er en ungfugl fra i år. Der var desværre ikke meget lys så billedet viser ikke denne karakter da det er godt grynet)

Nu sidder jeg her, og er ufatteligt træt. Muligvis det trætteste jeg har været i lang tid(en uge eller to) og nyder duften af Adam og Lises nyplukkede aftensmad. Lokalt dyrket selvfølgelig:) Det bliver godt.

Imorgen bliver vejret hårdt, man kunne endda vælge at sove længe imorgen. Men måske jeg hopper i bunkeren og obser lidt. Vi ser tiden an. Data kommer måske først på imorgen da vi har mulighede for at slappe af.
Kære bloglæsere, det var vidst alt for idag. Jeg håber i har nydt jeres dag ligeså meget som jeg har nydt min.
Det er vigtigt at sætte pris på livet. Vi får ikke noget der er så progressivt, sublimt og superlativt som livet. Livet er fantastisk!
Vi ses
-JP

Folk: David Manstrup, Lise Hykkelbjerg, Henning Ettrup,Simon Langvad Græsbøll Iversen, Merit Lenk, Adam Søderdahl, Dina Mustafa, Andreas Kristian Pedersen, Louise Johannesen, Bent Jakobse, Kurt Willumsen og Jonas Pedersen

Bryn og ballade

lørdag 24. september 2022
Og mega godt humør x13
af Lise Hykkelbjerg og Merit Lenk

I dag er blevet tildelt niveauet ”fremragende” af vores kære ringmærker Jonas, så det er jo fremagende! Morgenen startede med, at vi åbnede net på rekordtid, da vi jo har ringmærkningskursus i weekenden, så der var mange hænder til at hjælpe! Det tog ikke engang 10 minutter, og så sad vi allerede og havde drukket den første kop kaffe igen.

Den første runde tydede godt, og det blev kun bedre. I alt havde vi nemlig 79 ringmærkninger, og det var mange, lige den rigtige mængde til de mange folk. Rigtig mange af dem var Grønsiskener (Siskin, Spinus spinus), en mega lækker art at have i hånden. Dagens highlight var dog uden tvivl den phyl, som blev produceret i F8 (tak for udgangseffekt Sebastian!), og som straks blev genkendt som værende særlig. Lise var heldige vinder, men Jonas så nu også salig ud, se selv:

Jonas og bryn blog 24 09

Og herunder ses en koncentreret bryn-ringmærker:

lisebrynet blog 24 09

Og her ses så det mærkede bryn gennem Adams linse, på vej ud i verden igen <33:
DSC06349

Det gik så godt, at vi havde net åbne til ud på eftermiddagen, og vi nåede også at fange nu efterhånden fåtallige fugle som Gærdesanger (Lesser Whitethroat, Sylvia curruca), rigtig fint. Hele ringmærkning blev ledsaget af ivrigt deltagende kursister, som ind imellem også fik sig lidt teori inden borde.

Dagens ringmærkning:

24-09.png 

Obsen i morges opsummeres som følger af David: ”700 Hættemåger, 1 Vandrefalk, 1 Dværgfalk, 1 Bjergvip. Det var det. Vi havde også 9 Hedelærker, og et var da okay.” På trods af en sådan halv-sløv morgenobs som denne valgte han alligevel at blive på posten, i stedet for at tage ind og se vores Bryn i fyrhaven. Det er dedikeret. Obs’er by heart. De obsede fugle ses på DOFbasen, altså her.

Udover teori var der desuden lidt praktisk intro på kurset, især til forskellige former for fangstmetoder ud over spejlnet og helgolandsrusen. Hans Rytter havde altså taget mange af sine fine fæller med til demonstration, og det hyggede vi lidt med.

Lige bagefter opdagede Simon desuden en lidt halv-sen Grå Fluesnapper (Spottet Flycatcher, Muscicapa striata), hvorefter en Rød Glente (Red Kite, Milvus milvus) også lige fløj over vores hoveder. Så alt i alt bare rigtig fine fugle i dag.

Der var lige tid til en kort tur i naturen, hvor vi fik set fugle og planter, inden vi kom ind til et overdådigt aftenmåltid, som indeholdt lækker aftensmad, og fuldt bord til dessert (rød grød, ananas, småkager, is - you name it, det var der). Så nu er vi mætte, glade og så klar på endnu en skøn dag, hvor vi helt bestemt fanger en Lille Gulbug (Booted Warbler, Iduna caligata) - ingen måske’er her, bortset fra hos David, som ikke er overbevist i nordenvind, kun måske...

Lise og Merit siger tak for jordbærgrød og godnat

 

Folk: David Manstrup, Lise Hykkelbjerg, Jonas Pedersen, Henning Ettrup, Hans Rytter, Freya Mørup-Petersen, Simon Langvad Græsbøll Iversen, Merit Lenk, Adam Søderdahl, Dina Mustafa, Andreas Kristian Pedersen, Louise Johannesen, Jesper Johannes Madsen

Stille dag = skinnende station

fredag 23. september 2022
En dag uden så mange fugle gav anledning til lapning af net og oprydning på laboratoriet, så stationen stod klar til weekendens ringmærkningskursus.
af Adam Søderdahl

Godaften derude,

I dag har været en praktisk dag på fuglestationen. Få fugle gav mulighed for at reparere huller, stramme net op, placeret disse optimalt og studse den omkringliggende vegetation, så nettene nu står flot til oktobers travlhed. Samtidig fik vi rydtet op og og gjort rent på laboratoriet, hvilket var tiltrængt! Alt sammen var også for at gøre klar til weekendes ringmærkningskursus, der startede here til aften. Så nu er stationen klar til at kursister og os selv kan blive endnu klogere på ringmærkning i teori og praksis. 

 received 605672307709262

Selvom fuglene var få, var der flere fine arter, hvoraf nogle var nye i hånden for Adam og Lise. Vi havde bla. han og hun grønsisken og to stillits i juvenil fjerdragt.

IMG 20220923 222157

Ringmærkningstal ses her:

23 09

Obsen i dag bød på næsten 100 strandhjejler, ret mange suler og lidt ænder. Dagens tal ses her. Sebastian er i dag flygtet fra det jyske, og er heldig at Andreas Kristian Pedersen dækker trækket i hans fravær. Vi håber han giver en god udgangseffekt i weekenden - til glæde for alle på stationen. 

Til eftermiddag ankom Henning Ettrup og Hans Rytter fra Danmarks Ringmærkerforening og et hold kursister, i forbindelse med afholdelse af ringmærkningskursus. Blandt deltagerne er gode, gamle kendinge; Freya Mørup-Petersen, Simon Langvad Græsbøll Iversen og Merit Lenk, som vi er glade for at have på besøg på stationen! Kurset blev skudt igang med pizza, og derefter en artskendskabsquiz i naturskolen. Som det ses på billedet, gik der hurtigt sport i at nærstudere udstoppede individer af arter fra quizzen (eller dem der nu lige virkede spændende). 

received 1713568339024345

Nu ser vi frem til en spændende weekend med kursus, og håber at vi bliver både bedre og klogere. Vi håber også at der kommer fugle nok i nettene til alle, men ikke flere end der er tid til at kigge ordentligt på dem alle. 

Folk: David Manstrup, Lise Hykkelbjerg, Jonas Pedersen, Henning Ettrup, Hans Rytter, Freya Mørup-Petersen, Simon Langvad Græsbøll Iversen, Merit Lenk, Adam Søderdahl, Dina Mustafa, Andreas Kristian Pedersen, Louise Johannesen, Jesper Johannes Madsen

Engpibere i mængder

torsdag 22. september 2022
En stille dag i nettene, kunne reddes med en god portion engpibere på obsen
af Sebastian Thorup Hansen

Godaften folkens

Dagens blog bliver skrevet i halvlegen i Danmark vs Kroatien, så det bliver kort og godt:)

Efter at have læst gårsdagens blog, kunne man jo ikke andet end at have tårnhøje forventinger til dagens mærkning. Vi kunne dog konstatere at vores kære ringmærker stak os en stor fed løgn i går... Der var virkelig få fugle i nettene i dag og endnu færre hits. Nemlig 0.

Af dagens få fugle, kan blot nævnes lille gråsisken og skovpiber som eneste bemærkelsesværdige. Om en uge er skovpiberen en tajgapiber;)

IMG_3947.JPG

Ude på obsen havde jeg skønt selskab af den dyre kombination i form af 2xHenrik. Böhmer og Læssøe. Så kan man jo aldrig kede sig derude. Selv ikke på de kedeligste dage. Vi fik også selskab af Hr. Jakobsen derude.

Hele 1736 engpibere var med til at gøre denne morgenobs til en af de bedre, men også kun lige, da der ikke skete ret meget andet. En håndfuld (198), 1 dværgfalk samt 5 bjergvipstjerter pyntede også, men det var alligevel en halvsløj omgang. Skud ud til engpiberne for at holde kliktælleren i gang.

Dagens observationer kan ses her

Ellers bestod dagen af en kort tjek af grønningen, samt en lusketur på et par timer i mosen med Jonas, David og jeg.

I morgen lover de endnu en gang søndenvind, så vi kan nok forvente en god sjat pibere igen. Spørgsmålet er så, om der kommer flere eller færre end i går. Ja det var lidt af en gyser hva. Håber i kan sove mens i spændt venter på hvor mange engpibere der kommer i morgen. Only time will tell.

Og nu er kampen i gang igen.

Ses i morgen folkens

STH

Folk: Henrik Læssøe, Adam Søderdahl, Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, David Manstrup og Jonas Pedersen

De stabile dage fortsætter bare!

onsdag 21. september 2022
Mellemkjove, rødtoppede fuglekonger, skovsanger, sivsanger. Amen det bliver ved med gode arter her for tiden!
af Jonas Pedersen

Velkommen tilbage alle mine kære venner!

Nu skal i simpelthen finde jer godt til rette! Det betyder som sædvanlig, stol, sofa, bænk, græsplæne, lokum osv.

Og det er jo vigtigt at forblive hydreret, og derfor vil jeg anbefale en tuborg classic på flaske, den er dejligt læskende! Til jer der ikke drikker er en lille pepsi max nok min anbefaling, den er dejligt kraftfuld i smagen og den passer perfekt til mange situationer. Sådan en pepsi max til en lækker omgang flæskesteg lavet af mor. Nøj det er dejligt. Men det kan også være sådan en man lige åbner efter en lang dag i felten, eller efter en løbetur. Simpelthen bare en yderst passende drik!

Nå undskyld, nu ramte jeg et sidespor. Men det er jo fuglene vi alle er kommet for. Så fugle skal vi have!

Dagen startede stærkt ud med netåbning og obs. Sebastian og Lise ramte obs, og fik også selskab af Henrik Læssøe der lige rammer en overnatning på stationen og en blåstjert imorgen;)

Adam og jeg tog os af ringmærkning der igen idag var helt stabil. Det blev til omkring 50 fugle inkl godterier som havesanger og sivsanger. På sidste runde fik vi selskab af Sebastian, Lise og Henrik og mindsandten om Sebastian ikke lige får plukket en fin rødtop ud af N1. Den var dejlig pæn.
Ringmærkning:
20-09.png

DSC06240

Obsen var også helt god idag, der rastede en rødtoppet nedenfor hattebunkeren og der kom sgu også en nordtrækkende mellemkjove. Dagens fugl!
774A8146.jpeg
Dagens obs

Vi nød en lækker frokost sammen og tog derefter på diverse lusk. Henrik ramte Skallingen, Skallinglab og tipmosen. Det blev til endnu en rødtoppet fuglekonge og en enkeltbekkasin.

Jeg nuppede en tur rundt på hukket og fandt en halv-sen skovsanger ved Vesterled. Der var også bare godt med gransangere og sortmejser rundt omkring. En dejlig dejlig dag!
_MG_7790.jpeg
Men helt slut var det ikke, for vi tog efterfølgende på grønningen hvor vi havde 2 bynkefugle, misteldrossel og ellers mere af det sædvanlige. Nu rammer vi en omgang aftensmad og data. Derefter står den nok på endnu et afsnit klovn, eller nogle gode samtaler.

Derudover glæder vi os til imorgen. Vindretningen ser for vild ud. Det kunne godt gå hen og blive rigtigt godt til småfugle! Nettene skal producere, blåstjert, lille gulbug, høgesanger og 200 fugle, why not?

Som minimum skal Blåvand da have dets første hvidbrynede løvsanger!
Det bliver godt, læs med imorgen!
-JP

Folk: Henrik Læssøe, Adam Søderdahl, Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen og Jonas Pedersen

Rødtoppet fuglekonge, hårdt arbejde og sensommerhyben

tirsdag 20. september 2022
af Lise

Hej med jer :)

I dag var dagen, hvor vi både fik den første rødtoppede fuglekonge i nettene, opgraderet helgolandsfælden, nydt sensommersolen og sanket hyben til fremtidig marmeladelavning. What a day <33

Nå, men lad os starte udenfor mine arbejdsopgaver, nemlig ude på obsen. Sebastian havde en dag på job der vidst ender i glemmebogen. Der var ikke de vilde antal og fuglene der kom forbi var ikke nye listearter eller ædelarter hos observatøren. Blæsevejrsdagene vi havde i weekenden, gav da også en pæn tilføjelse til begge lister, og dage som denne kommer til at blegne ekstra meget ved siden af de fede havfugle der blæste forbi. På trods af dagens rolige karakter på obsen kunne der godt highlightes lidt, såsom en dværgfalk, husrødstjert og 7 bjervipstjerter - efteråret er i gang.

Dagens observationer

Ringmærkningen startede for mig med netåbning i fyrhaven, hvilket var en vidunderlig oplevelse da morgenen var lys og mild. Havde lige glemt hvordan en rolig morgen føles..
Jonas, Adam og jeg mærkede som minimum 10 fugle de mange første runder, og der var stor diversitet i arterne. Vi fik også alle mødt en gærdesmutte eller 2 i nettene der krævede lidt mere fingersnilde end fuglene ellers plejer. Der er nemlig begyndt at være en pæn andel af disse små energiske basser, som er lige dele søde og udfordrende.
I dag er også dagen hvor sæsonens første rødtoppede fuglekonge smuttede en tur forbi vores netbaner. Den fik Adam lov til at ringmærke, til stor glæde. Han lagde mærke til at den føles endnu mindre end vores nu faste netgæst fuglekongen, og rigtig nok vejede den ikke mere end 4,7 gram - den lever altså op til titlen som Danmarks mindste fugl.

DSC06172

Udover dette fund havde vi nogle ret talrige almindelige arter, såsom rødhalsen og bogfinken. I kan se fordelingen af dagens mærkning her:

20-09.png

Imens vi var i fuld gang med mærkningen i fyrhaven, kom Svend Aage og Bent slæbende med haveredskaber ind i haven. De var nemlig på en mission i dag; en hurtigrute til helgolandfældens indgang fra laboratoriet skulle laves. Jonas, vores største håb for fangst af flygtige fugle i nettene, har nævnt for dem at en sprint mod spurvehøge i helgolandfælden er umulig fra laboratoriet. Det blev der reageret på, siden vi jo gerne vil øge antallet af fældefangster her på stedet. Svend Aage og Bent arbejdede hårdt i et par timer, hvorefter der åbenbarede sig en fin motorvej mod fælden. Jeg glæder mig til at den skal give os flere tal fra fælden og et par hits henover sæsonens sidste måneder! Det bliver godt.

Efter netluk kl 14, tog Sebastian en slapper, Jonas gik ud og luskede i området og Adam og jeg gik ud og sankede lidt hyben til fremtidig marmeladelavning. Vi fik plukket en del gode bær på trods af den ret sene dato, og vi fik da også renset over halvdelen af den pæne fangst med podcast i baggrunden. Den sidste pose hyben måtte vi opgive til madlavning og de røg i kummefryseren hvis nogen vil fodre lidt fugle engang til vinter.
blog 20 09

hyben blog 20 09

Her til aften nød vi 3. omgang af vores karrygryderet, som stadig smagte helt perfekt - nærmest endnu bedre efter den fornuftige trækketid i køleren. Det bliver helt mærkeligt at skulle spise noget andet i morgen..
Nu skal vi til at se et par afsnit klovn, da denne serie liige tager en dag til det sidste høje niveau <33

Over and out herfra.

Folk: Adam Søderdahl, Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Bent Jakobsen, og Svend Aage Clausen.

Nettene var endelig åbne igen - fuglene mødte talgrigt op

mandag 19. september 2022
Vi kunne endelig åbne nettene efter 3 dage uden ringmærkning, og det viste sig at blive en af dette års efterårsæsons hidtil bedste dage.
af Adam Søderdahl

Godaften derude,

Oven på gårsdagens ulveobs kunne i dag jo ikke blive noget særligt, men alligevel er der gode ting at berette. I dag blevet der ringmærket, og det var dejligt! De sidste 3 dages regn og blæst har holdt nettene lukkede, men i dag måtte de op. Og som spået blev det en dag med flotte tal - 101 fugle i alt, og med en ganske fin artsliste. Arterne for dagen gjorde det også klart, at efteråret nu for alvor har fat om Blåvand og fuglene. 

I nettene er vi blevet mødt af alt fra sæsonens første rigtige ryk-ind af fuglekonger til sæsonens første (og måske eneste?) store flagspætter. De første netrunder gav mange fugle i nettene, men selvom det stilnede af, var der fugle til sidste runde. Et pænt antal fugle og enkelte uforudsete byger tryktestede også Lise og Adams ringmærkningsfærdigheder - jeg tror ringmærkermester Jonas lod os bestå. Heldigvis fik vi tiltrængt assistance af Bent, der ankom lige som regnvejret krævede hurtig handling ved nettene. 

Vi var heldige at få to 1K stor flagspætte i nettet, den første fik Adam lov til at ringmærke, hvilket var en sjov kontrast og spændende udfodring sammenlignet med de sædvanlige rødhalse og sangere. Sebastian slog sig til holdet efter morgenobsen og tog den anden flagspætte, som han og Bent lykkedes med at fange i helgolandsrusen (det er stort!). Den var livlig og insisterede på at demonstrere både advarselslyde og næbbets hakkefunktion under hele ringmærkningen. Vi fik meget "glæde" af samme fugl, da den valgte at gæste nettene omkring 7 gange. Vi håber, at den har lært lektien og holder sig fra fyrhaven fremover. 

IMG 20220919 204041IMG20220919075216

Vi fik også sæsonens første kvækerfinke i nettene, og den flotte han skulle nydes til fulde. Den fik lov at flyve ud i friheden under en fin regnbue.

IMG 20220919 201955

I alt blev det til 16 arter, dagens ringmærkningstal kan ses her:

 19 09

Dagens obs bar også tydeligt præg af efterår, og bød bla. på 7 bjergvip, efterårets første hedelærke og to misteldrossel. Dagens tal ses her: obs 19. sep 2022

Vi takker af, og er spændt på at se hvad morgendagen bringer.

Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Bent Jakobsen og Adam Søderdahl


FORRIGE     1  |  ...  |  4  |  5  |  6  |  7  |  8  |  ...  |  27     NÆSTE