Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (58)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

En tåget morgen

tirsdag 15. december 2020
af Joshua Emil Haahr

I går fik I ingen blog, da vejret ikke var til hverken træktælling eller ringmærkning. Vi gik dog en aftentur langs stranden for bl.a. at kigge lidt på måger.

IMG_7468.jpg
De rastende måger ser ud til at nyde livet

IMG_7465.jpg
Det var hovedsagligt Sølvmåger (Herring gulls) som rastede på stranden

I går morges tog Emma og jeg ud, før det blev lyst, for at udnytte det dårlige vejr til natfangst. Det blæste 14 m/s og af og til haglede det på stranden. Det måtte da være muligt at fange en Sandløber (Sanderling). I mørke gik vi af sted med lygte og ketsjer. Flere Sandløbere gik langs stranden, men så snart vi kom tæt på dem fløj de bare længere væk. Det gik op for os at fyrtårnet lyste hele stranden op hvert tredje sekund, hvilket gjorde det svært at holde sig skjult for de rastende fugle. Efter en times tid uden held blev det lyst, så vi tog tilbage til stationen uden fangst.

IMG_7469.jpg
Fyrets stråle lyser hele stranden op

Her til morgen traskede jeg endnu en gang forventningsfuld fra stationshuset og ud i klitterne til min lille obspost. På ren rutine folder man teleskopet ud som man har gjort det tusind gange før alt imens man forsøger at danne sig et overblik og fuglene i nærheden. Kliktællerne nulstilles, og notesbogen gøres klar til at modtage dagens første observation. Denne morgen blev det til 5 Mørkbuget knortegås (Dark-bellied brent goose), som på deres elegante måde trak forbi mod syd. Tågen hang tungt over Hukket, så det blev noget af en udfordring at tælle havfuglene på lang afstand.

IMG_7473.jpg
Det var ikke mange fugle man kunne se bag revet

I løbet af morgenen var der lidt småfugle i luften som Kvækerfinker (Bramblings), Bogfinker (Chaffinches), Snespurve (Snow buntings) og en enkelt Gråsisken (Redpoll). Der fouragerede også Spurvehøg (Sparrowhawk) og Tårnfalk (Kestrel) over obsposten. 28 Svartbage (Great black-backed gull) fløj forbi, sikkert for at rastede på Sydhukket.

IMG_7474.jpg
Tågen gjorde det svært at tælle den nøjagtige mængde af fugle herude

IMG_7475.jpg
Soldaten i tårnet kunne vidst heller ikke se så langt

Bent var forbi på visit, og nu har Emma åbnet net for at fange de 4 rastende Kvækerfinker (Bramblings) i haven. (Tilføjet til aften: Emma fangede en enkelt Bogfinke (Chaffinch)). Her inden aftensmad hoppede vi ned og tog en dukkert i det kolde hav. Det var noget af et gys, men når man kommer op af vandet har man det fantastisk.

Vi er så småt begyndt at pakke vores ting, da vi smutter hjem til jul på torsdag. I morgen bliver derfor vores sidste dag på BLF for denne omgang, men mon ikke vi vender tilbage igen i det nye år.

Indtil da, skal du ha' tak for at have læst med på endnu en dags blog fra den vestligste fuglestation i Danmark.

Dagens obs fra Hukket kan ses via DOFbasen her

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann, Bent Jakobsen og Joshua Emil Haahr.

Gråt i gråt

søndag 13. december 2020
af Joshua Emil Haahr

I går d. 12 december var der intet at berette om fra Blåvand, da vi alle tog til Gråsten for at se Mellemflagspætte (Middle spotted woodpecker).

Kl. 09.00 her til morgen sad David Manstrup, Thyge Enevoldsen og jeg klar på Hukket til endnu en trækfugleobs. Vejret var gråt, koldt og af og til drypppede det ned på vores teleskoper. Emma holdte skansen på stationen med åbne net og solsikkefrø.

Ud over havet var der lidt at tælle den første halve times tid. Sortænderne (Common scoters) kom i spredte flokke og af og til et par Rødlommer (Red-throated divers). Også Fløjlsænder (Velvet scoters) og en Pibeand (Wigeon) 2K+ han kom trækkende bag revet.

Dagens fugl blev en ung Havørn (White-tailed eagle), som lige skulle ud og vende på Hukket. Et enkelte par Kvækerfinker (Bramblings) var også lige ude og sige hej, men ellers var også småfugletrækket temmelig dødt.

Om morgenen, inden turisterne og ravsamlerne vågner, raster omkring en 250 Sølvmåger (Herring gulls) på stranden omkring Hukket. Når den første hund eller cyklist kommer forbi, flyver de fleste måger op til Nordhukket for at raste i fred. 

Militæret har øvelse i dag, så der bliver ingen tur i mosen. Emma har lige lukket net med absolut 0 fugle. Ikke engang de lokale Musvitter (Great tits) ville lege med i dag. Nu kan man virkelig mærke at vinteren slår ind, men så er det godt at det snart er jul.

I morgen lover vejrudsigten regn og 14 m/s, så der bliver nok heller ikke det store at fortælle om.

Dagens obs fra Hukket kan ses via DOFbasen her

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann, David Manstrup (som lige er kørt tilbage til Esbjerg) og Joshua Emil Haahr

9 stk. juleand på træk

fredag 11. december 2020
af Joshua Emil Haahr

I dag tog Emma, David og jeg på Hukket.

Med østenvind, kulde og optimisme talte vi som sædvanlig de trækkende fugle, som kom forbi. Det var som om, at Rødlommerne (Red-throated divers) og Sortænderne (Common scoters) ikke rigtigt ville trække i dag. Det blev i hvertfald til meget sparsomme tal.

IMG_7392.jpg
Udsigten fra obsposten

Derimod var der lidt andet aktivitet på Hukket med hele 9 forskellige arter af andefugle. Først kom de faste Sortænder (Common scoters) og et par Krikænder (Eurasian teal) trækkende syd, og nogle minutter senere kom både Gråand (Mallard), Hvinand (Common goldeneye) og Pibeand (Eurasian wigeon) forbi. Resten af morgenen kom også Fløjlsand (Velvet scoter), Havlit (Long-tailed duck), Ederfugl (Common Eider) og en enkelt Troldand (Tufted duck) på træk.

IMG_7393.jpg
Det er råt herude

Også en enlig Bramgås (Barnacle goose), Blisgås (Greater white-fronted goose) og en 3K Sule (Northern gannet) blev smidt i notesbogen, men udover disse var det igen en stille dag på morgenobs.

IMG_7391.jpg
Emma og David med snotten i skopet. Hvor er du Stellersand (Steller's eider)?

Efter dagens morgenobs kom Bent forbi med en stor pose solsikkefrø og æbler til fuglene. Nu skal der fodres! 

Ved eftermiddagstid smuttede David og jeg på Grønningen for at tjekke om der nu skulle stå en Hedepiber (Buff-bellied pipit). Det gjorde der måske, men vi så den ikke. Vi mødte til gengæld Thyge Enevoldsen, som stod og obsede moler ved Hvidbjerg Strand. Han kunne berette om en Sortgrå ryle (Purple sandpiper) og 6 Stenvendere (Ruddy turnstone) rastende på de store sten.

Tilbage på stationen havde Emma lavet pandekager, og Solsorten (Blackbird) udenfor fik også en smagsprøve.

Herunder får i lige et par billeder fra gårsdagens strandtur.

IMG_7383.jpg
Alt godt fra havet 

IMG_7384.jpg
Et æg fra en Sømrokke (Thornback ray) var skyllet op på stranden

IMG_7386.jpg
Skelettet fra hvad vi tror er en Spættet sæl (Harbour seal)

Der var ikke stemning for ringmærkning i dag, men vi prøver nok lykken i morgen.

Dagens tal fra Hukket kan ses via DOFbasen her

Folk på stationen
Emma Engell Sohnemann, David Manstrup, Bent Jakobsen og Joshua Emil Haahr

Tredje vandrikse i år

torsdag 10. december 2020
af David Manstrup

Det fortsætter med vedvarende sydøstenvind og gråt vejr. 3-5 varmegrader og svag vind på mellem 4-6 ms. Sigten kom ikke over 10 km i dag, måske kun på 7-8 km.. 
På trods af gråvejret, rundede jeg her til eftermiddag de 11.000 skridt på tælleren!

IMG 3438
Gråkrage - Foto: David Manstrup

Det er stille på hukket i disse dage. Det er ikke optimale vejrbetingelser, hvilket gør at de samme fugle går igen, uden ret meget udskiftning. 
Joshua og jeg tjekkede sydhukket for måger fra solopgang. Pga skydning var nordhukket utilgængeligt..
Der var ikke meget at komme efter på sydhukket. Omkring 250 måger på stranden, og 70 Sandløbere.. Senere talte vi yderligere 110 måger på nordhukket.. Ikke særligt imponerende.
Vi trænger til noget vestenvind, og gerne en storm fra vest/sydvest.. Så bliver hukket forhåbentlig spændende igen.

JoshStrandtur med Joshua - Foto: David Manstrup

Senere på formiddagen stoppede militæret med at skyde. Vi strøj i mosen, hvor et lille bitte lyspunkt blev en rastende Vandrikse i den nordlige branddam. Nummer 3 i år.. Vi skal helt tilbage til maj siden sidste observation.   

IMG 3371Sandløber har juletravlt - Foto: David Manstrup

Emma passede studielivet det meste af dagen, men åbnede et par net som afbræk fra studiet. Kun 2 fugle blev fanget i form af en Bogfinke og en Jernspurv. Tynd omgang!

(DMA)

Journaliststuderende på reportage

onsdag 9. december 2020
af Emma Engell Sohnemann og Joshua Emil Haahr

I dag havde vi besøg af en journaliststuderende ved navn Malte fra SDU, som var interesseret i at høre om, hvordan det er at være ung birder på en fuglestation. Han tog med Joshua og Bent ud på Hukket for at få et indblik i det at kigge på fugle. Derefter tog Emma ham med på en ringmærkningsrunde, og kunne heldigvis fremvise en ung Solsort (Blackbird). Det var super spændende at fortælle en "ikke-birder" om hvorfor det er så fedt at kigge på fugle. Det får virkelig en til at reflektere over hvorfor man bruger så mange frivillige timer på at stå herude, og på at få andre unge til at indse hvad naturen og fuglene kan give os af oplevelser. Malte er i denne uge i praktik på dagbladet JydskeVestkysten.

På ringmærkningsfronten blev det, igen i dag, til ren hyggemærkning. Mængden af fugle i nettene var ikke til at prale over, så en 2k+ Stillits (European goldfinch) blev dagens højdepunkt.

 IMG_7354.jpg
Stillits (European Goldfinch)


IMG_7343.jpg
Det er en gammel fugl (2k+), da alle vingefjer er fra samme generation

I eftermiddag kommer David Manstrup forbi til lasagne, så det ser vi frem til.

IMG_7337.jpg
Lyset fra fyrtårnet skærer gennem den mørke nat

Træktal fra Hukket blev heller ikke noget at prale over, da vi havde travlt med at snakke med Malte.

Ringmærking fra i dag:
ringmaerket_fugle_d.09.12.2020.PNG

Folk på stationen:
Joshua Emil Haahr, Bent Jakobsen, Jounaliststuderende Malte fra Syddansk Universitet og Emma Engell Sohnemann

Døren og sælen

tirsdag 8. december 2020
Solen kom frem sammen med et par småfugle, og et drama opstod på stranden
af Joshua Emil Haahr

Endnu en herlig, men stille dag herude i klitterne. Solen kom frem og gav fornyet livsenergi på morgenobsen. Her kunne jeg igen tælle Sortænder (Common scoters), Rødlommer (Red-throated divers), Toppet skallesluger (Red-breasted merganser) og andre arter ude på havet. Hovedparten af de fugle vi ser herude trækker mod syd, men af og til flyver f.eks. Ederfugle (Eiders) og lommer mod nord.

Sammenlignet med de sidste par dage herude, viste småfugle som Gråsisken (Redpoll), Lille korsnæb (Red crosbill) og Blåmejse (Blue tit) sig frem i morgenlyset. Der rastede også en del Sølvmåger (Herring gulls) i strandkanten som så ud til at have det meget behageligt i det varme lys. Pludselig lettede de alle på én gang, og panikken spredte sig mellem fuglene på stranden. En ung Havørn (White-tailed eagle) kom til syne, ihærdigt søgende efter et bytte imellem de skrækslagne måger. Fuglene var tilsyneladene for hurtige til at slippe væk fra den store ørn, så den måtte forsøge efter et andet slags bytte. Straks dykkede Havørnen ned mod havoverfladen, hvor en forbipasserende Spættet sæl (Harbor seal) plaskede rundt. Imens rovfuglen utallige gange forsøgte at angribe sit bytte forsøgte Sælen at forsvare sig selv ved at vise tænder og snappe efter sin modstander. Efter en lang og dramatisk kamp, måtte ørnen til sidst give op og flyve skuffet bort. Det er ikke hver dag man oplever sådan nogle oplevelser på Hukket.

 IMG_7313.jpg
Der bliver klikket Sortænder (Common scoters) og Rødlommer (Red-throated divers)

IMG_7316.jpg
This is where the magic happens

IMG_7320.jpg
Der er en helt særlig vinterstemning herude, når solen står op

IMG_7321.jpg
Kuglen er oppe, så militæret holder øvelser i klitterne

IMG_7327.jpg
Der er gang i ravsamlerne herude på stranden

IMG_7331_1.jpg
Solen titter frem

IMG_7332.jpg
Fyrtårnet står her stadig

Der blev ikke ringmærket i dag, da Emma havde travlt med sin online-undervisning.

Dagens tal fra morgenobsen kan ses via DOFbasen her

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann og Joshua Emil Haahr

Skal vi ha' Krikand til jul?

mandag 7. december 2020
En grå, men mild decemberdag på Hukket og i haven
af Joshua Emil Haahr

Uha, det var hårdt at stå op i morges nu hvor det stadig er bælgravende mørkt kl. 07. Men ud på morgenobs, det ville vi!

Vinden kom fra øst og det småregnede lidt. Sigten var ikke super god, så det var begrænset hvor godt vi kunne tælle de fugle, som trak forbi på langdistancen. Der kom dog lidt af de obligatoriske Sortænder (Common scoters) og Rødlommer (Red-throated divers) forbi. Indimellem disse arter kom et par spredte flokke af Toppet skallesluger (Red-breasted merganser) og Havlit (Long-tailed duck), men dagens tal var ikke i den høje ende.

IMG_7300.jpg
Det åbne landskab

IMG_7301.jpg
Klitvegetationen kunne godt bruge nogle store græssende kvæg til at skabe lidt mere variation

Det bedste fra obsen blev to sydtrækkende Krikænder (Eurasian teals), som fløj sammen med en flok Sortænder (Common scoters). Ifølge DOFbasen er der fra Hukket kun indtastet 6 observationer af Krikand på træk i december de sidste 50 år. Det er vidst ikke en meget almindelig art i julemåneden, men det siger måske mere om manglen på observatører på denne tid.

image0.jpeg
Juledekorationen trænger vidst til lidt vand

Efter morgenobsen kunne vi ikke lade være med at åbne det lange net i haven. Det er så dejligt let, da man kan holde øje med det fra stuevinduet. På et par timer blev det derfor til:

Solsort (Common blackbird) - 2 stk 2k+ han

IMG_7307.jpg
En af de to gamle hanner vi fangede i dag

IMG_7311.jpg
Her i hytten er der gang i pejsen

Dagens tal fra morgenobsen kan ses via DOFbasen her

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann, Bent Jakobsen og Joshua Emil Haahr

Tåge og måge

søndag 6. december 2020
Der hang en tung tåge over Hukket, så træktællingen blev erstattet af rastefugletælling på Sydhukket. Ringmærkningen gav 2 nye fugle og 1 aflæsning.
af Joshua Emil Haahr

Glædelig 2. søndag i advent.

I morges ringede vækkeuret kl. 0700, og efter morgenmad og kaffe traskede jeg forventningsfuld ud på min obsplads ved Hukket. Jeg blev hurtig skuffet, da der hang en tung tåge over landskabet. Jeg kunne knab nok se revet, så trækobsen var nærmest umulig.


IMG_7275.jpg
Fyrtårnet

IMG_7278.jpg
En tåget morgenobs

IMG_7279.jpg
Trækket var nærmest dødt

Da mosen var lukket grundet militærøvelser, besluttede jeg mig derfor at tage på Sydhukket for at tjekke måger. Omkring en 550 Sølvmåger (European herring gull) rastede på stranden sammen med 16 Havlitter (Long-tailed ducks), 49 Sandløbere (Sanderlings), Ederfugle (Common Eiders) og Sortænder (Common scoters) og andre almindelige arter.

IMG_7283.jpg
Fouragerende Sølvmåger, Ederfugle og Sandløbere

IMG_7288.jpg

Desværre stod de måger med ring på enten for langt ude eller dækket af vand for at kunne aflæses. Jeg må nok huske kameraet næste gang.

IMG_7293.jpg

På stranden var der også et par Snespurve (Snow buntings) og Gulspurve (Yellowhammers), men ellers var det også sparsomt med småfuglene.

I stationshaven havde Emma åbnet net fra morgenstunden. Det blev dog også en sparsom omgang, med kun 2 nye fugle og et par aflæsninger. Til gengæld var der en del rastende Fuglekonger (Goldcrests) i haven, som desværre ikke ville gå i nettet. Dagens ringmærkning blev afsluttet kl. 11.30 pga. regn.

IMG_7297.jpg
Formentlig en af de lokale Skovspurve (Tree sparrows) 1k+ 

Resten af dagen står den på papirarbejde og research på hvilken fuglestation Emma og jeg skal tilbringe foråret på. Vi kunne godt tænke os at opleve Ottenby Fuglestation, men nu må vi se hvad det bliver til.

Ha' en fortsat dejlig decemberdag.

Dagens tælling i området kan ses på DOFbasen her

Dagens ringmærkning:
Skovspurv (Eurasian tree sparrow) - 1
Musvit (Great tit) - 1
Blåmejse (Blue tit) - 1 aflæsning

I alt 2 nye fugle og 1 aflæsning

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann og Joshua Emil Haahr

Ørneklubben på besøg

lørdag 5. december 2020
af Emma Engell Sohnemann

Så blev det d. 5 december, en overskyet dag med lidt dryb hist og her. Vi åbnede nettene og gjorde klar til Ørneklubben skulle komme forbi for at se, hvad ringmærkning er for noget. Mads fra DOF kom forbi med en håndfuld forældre og de pur unge birdere, som var spændte på at se hvad vi laver her på Blåvand Fuglestation. Nogle var rejst den lange vej helt fra Næstved, Herning og Skanderborg mm. 
Vi havde lidt fugle i nettene som vi kunne vise frem, en Blåmejse, Grønirisk og Solsort. De seje unge fuglekiggere fra Ørneklubben var alle helt vildt gode til at bestemme fuglene - både med alder og køn! Det var en fornøjelse at vise børnene, hvordan man ringmærker en fugl og fortælle om hvorfor vi gør det. De havde mange gode spørgsmål, og var nysgerrige helt til de skulle forlade stationen igen. 
Det er jo helt vildt dejligt at kunne dele sin begejstring omkring fugle til børn. Det er en helt speciel energi de kommer med, og bestemt fedt at se de er så nysgerrige og ellevilde for at se fuglene tæt på.
Vi sagde selvfølgelig til dem, at når de en dag blev større, så er en Fuglestation et rigtig godt sted at lære meget mere om fuglene. Det er jo de bedste steder vi har til at oplære nye fuglekiggere i at bestemme fugle. 

Tidligere i morges inden vi fik besøg fangede vi en Solsort (Common Blackbird), som havde ring på. Ringen var tyndslidt og havde et ældre nummer - da jeg slog den op i databasen viste det sig at den blev ringmærket i 2013! Dengang blev den bestemt til at være 1k han af Bent Jakobsen, og nu var den her igen 7 år efter. 

Resized_20201205_121505_3255.jpgDet seje flag fra DOF's Ørneklub

IMG_3976.jpgJoshua med gløgg i hånden 

Nu sidder vi ellers her i de hyggelige omgivelser af fuglene i haven, en kop gløgg i hånden og julemusikken i baggrunden. Rigtig god aften og weekend til jer alle!

 

Dagens ringmærkning:ringmaerket_fugle_d.05.12.2020.PNG

Folk på stationen: 
Joshua Haahr, Emma Sohnemann, Mads Oddershede (og Ørneklubben) og Bent Jakobsen

 



  

Endnu en stille dag på BLF

fredag 4. december 2020
En kold og blæsende decemberdag med meget få fugle.
af Joshua Emil Haahr

I går d. 3. december kom der intet nyt på bloggen, da Emma havde onlineundervisning og jeg så et online symposium om rewilding i Europa. Derudover var vejret heller ikke super oplagt til hverken ringmærkning eller træktælling på Hukket.

I dag d. 4. december var det fortsat koldt med en 9 m/s fra Ø. Jeg stod klar på Hukket med kliktælleren kl. 0815 og gik ellers i gang med at klikke Sortænder (Common scoters). De kom som sædvanlig i små flokke på mellem-langdistancen, men her til morgen fløj en del af dem over horisonten. Langt ude bag revet gik bølgerne højt, og jeg er fristet til at tro, at det har fået ænderne til at flyve i forskellige højder. Det var ellers ikke fordi det væltede med Sortænder i løbet af morgenen, så sluttallet endte på 455 trækkende mod syd.

Indimellem flokkene af de sorte ænder og Rødlommer (Red-throated loon) kom der af og til fugle som Havlit (Long-tailed duck), Lomvie (Common guillemot) og nogle ubestemte gæs. Denne morgen går derfor ikke i historien over de største dage i Blåvand, men det tæller jo med i det store billede over havtrækket på denne årstid.

På grund af blæst og regn blev der heller ikke i dag foretaget ringmærkning på stationen. Det bliver der forhåbentlig god lejlighed til i morgen.

En ting som Emma og jeg har lagt mærke til den sidste tid er de rastende småfugle vi har i haven. Det drejer sig om arter som Musvit (Great tit), Rødhals (Robin), Blåmejse (Blue tit) og Solsort (Blackbird) og stort set alle individer vi ser hver dag har ring på. Mon de trækker videre syd på når kulden slår ind og fødekilderne bliver færre? Eller overvintrer nogle af fuglene mon her i haven?

Dagens træktal fra Hukket kan ses på DOFbasen her

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann og Joshua Emil Haahr


FORRIGE     1  |  ...  |  84  |  85  |  86  |  87  |  88  |  ...  |  198     NÆSTE