Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2021 (216)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (4)mar. (31)apr. (30)maj (30)juni (19)juli (31)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (27)dec. (14)

Så er nordenvinden tilbage

søndag 10. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Dagen gav et vejrskifte af format.
Natten lun og vindstille, så der ved solopgang var 9°C og blot 4m/s fra vestsydvest.
Morgentimerne bød på en del sol og sigt op til 10km, men fra kl 10:30 skete der ting og sager. 
På det tidspunkt var der kommet flere skyer, vinden drejet videre over vest til nordvest og steget til 6m/s.
Havgus trængte sig på, så temperaturen faldt til 7°C og sigten var kommet ned på 2km.
En halv time senere kl 11 var der tryk på med 11m/s i middelvind og kraftige vindstød fra ren nord.
Den vejrsituation er så bibeholdt gennem eftermiddagen med 13m/s i middelvind, der hurtigt blæste havgusen væk, så sigten blev god.

Vil starte dagbogen med at berette om min lørdag aften, da denne søndag blev præget af vejret.
I går valgte jeg at lukke nettene kl 18 og gå en tur rundt om Mosen i en flot stille aften.
De Hvidvingede Terner var da nået så tæt på som Sneum, så håbet var da tilstede om en forbiflyvende flok på den blå himmel - eller måske en spændende svale til aftenrast i Mosen.
Fik dog ikke nogle af dem herude, men jeg nød turen og årets første Græshoppesanger, der sang fra det sydvestlige hjørne af Mosen.
I den nordlige del ved Branddammen sad en Sivsanger kortvarigt fremme, mens en hun Ringdrossel holdt til ved krydset ud mod Fyrvej stien. Nok den samme fugl, som Bent havde tidligere på dagen.
En lille foto serie kommer her med nogle af de synlige fugle rundt om Mosen. 
Med min 300mm tele er det sjældent, at jeg er tæt nok på fuglene til, at få portræt fotos af dem, men den er god til, at give et indtryk af fuglene i landskabet.

DSC 9510 2
DSC 9497 2
Med mindst 8 ynglepar af Sortstrubet Bynkefugl i området, så er den svær at komme uden om. Som regel let at få at se, da de ofte sidder frit fremme.

DSC 9525 2
DSC 9548 2
Rørspurv hannerne er også lette at registrere, da de på samme måde sidder frit synlige i buskene og synger.

DSC 9539 2
Aftenens Sivsanger sang ikke og var kun fremme kortvarigt. Det lykkedes dog at få den dokumenteret med et foto, mens den syngende Græshoppesanger holdt sig gemt nede i tuerne.

DSC 9564 2
Ringdroslen var lidt sky og flyttede sig på god afstand, men blev i den nordlige del af Mosen.

DSC 9615 2
DSC 9635 2
En Lille Regnspove kom flyvende til Mosen lige inden solnedgang og satte sig til rast på skiltet, der markere den sydlige branddam.

Sådan en aften gør det en fryd at være til herude!
Og så til idag, der startede fint vejrmæssigt.
Jeg kunne således havde alle net åbne og fik lige akkurat de 5 timers standard gennemført inden nordenvinden kom.
Ikke at det gav mange fugle i nettene, men en lille overraskelse var da fangsten af en Grønsisken hun med rugeplet. Ikke mange vi ser af dem i haven på dette tidspunkt af året.
Dagens genfangst var en Gærdesanger, der er vendt retur efter, at jeg satte ring på den d. 19. maj sidste år.

Med få fugle at håndtere og alene på skansen idag, så tog jeg mine runder, der inkluderede 12 minutters obs fra Sydhukket på turene mellem haverne. 
Fra start af kom der lidt træk af Rødstrubede Lommer, men det gik helt i stå fra kl 8. Det blev til 98 nordtrækkende, men der har nok været dobbelt så mange forbi, når man tager højde for, at jeg ikke dækkede trækket kontinuerligt.

DSC 9648 2
De Rødstrubede Lommer kommer stadig højt over horisonten i små grupper.

Da sigten begyndte af forsvinde kl 9 med havgus, så droppede jeg yderligere obs ved havet. Lukkede net allerede kl 10:30, da vinden tiltog og fra kl 11 var den da også så kraftig, at yderligere ringmærkning idag må opgives.
Gik en tur til Mosen i stedet, men vinden var allerede i nord og stod lige ind gennem landskabet, så der kom ikke noget nyt ud af den gåtur, bortset fra en hun Rørhøg, den blæste hurtigt mod sydøst med vinden og forsvandt ind over Blåvand.

Eftermiddagen har jeg brugt til min ugentlige bagning af boller, mens David Gilmour har været så venlig, at lægge sin koncert fra Pompeii i 2016 på Youtube som et "corona play it at home" tilbud.
Alene på fuglestationen, så tillader jeg mig lige, at høre høj musik fra stuen, mens jeg står i køkkenet..
Skal hygge mig med god mad de næste par aftener, da Bent var flink den anden dag og købte ind for mig i Oksbøl brugs - et par lækre kalve entre cote bliver nydt med kartofler, béarnaise og hvad der ellers høre til.

Var jeg til at se gysere, så behøver jeg blot at åbne for DMI´s vejrside, mens jeg trøstespiser.
Holder deres vejrudsigt, så er der en hel uge med for meget vind fra nord og nordvest.
Først næste søndag d.17. maj ser rimeligt ud for ringmærkningen.
Det er da ved, at være så langt inde i forårssæsonen, at jeg ikke længere skal regne med store antal småfugle i haverne.
Arter som Kærsanger, Gulbug, Rødrygget Tornskade og Karmindompap, der endnu mangler at ankomme hertil, er jo ikke nogle, der kommer i større tal.
Må nok erkende, at foråret 2020 ikke bliver et, der skal huskes for antal ringmærkninger ved Blåvand Fuglestation - kun én dag er det blevet til med lige over 100 fugle mærket!
Indstiller mig derfor på, at det ikke længere er antal fugle i nettene, der skal holde mig igang, men chancen for, at der dukker en eller 2 af de mere sjældne arter op som krydderi på dette forår.
De næste døgns dagbøger ser ihvertfald ud til, at blive meget kortere end denne!

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 1, Gransanger 2, Havesanger 2, Gærdesanger 4 + (1), Tornsanger 2, Solsort 1, Bogfinke 2, Lille Dompap 2, Grønsisken 1 og Lille Gråsisken 1.

Ialt 18 ringmærket og 1 genfanget fordelt på 10 arter.

Folk: Morten
 





  

Perfekt morgenvejr for ringmærkning gav en god genfangst!

lørdag 9. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Tåget nat blev afløst af disset morgen, der videre gennem dagen blev skiftet ud med nul skydække og masser af sol.
Vindstille før solopgang, derefter svag vind fra øst indtil middag. 
Fra kl 12 drejede vinden til nordvest og tog langsomt til, så den sidst på eftermiddagen er på 6m/s.
Temperatur fra 6° til et maksimum på 15°C midt eftermiddag.
Tåget før solopgang med mindre end 1km sigt, men tågen lettede hurtigt, så resten af dagen havde god sigt.

Stod op til det, der burde være en perfekt morgen for ringmærkning.
Tåget, vindstille og senere en vindretning fra øst.
Har da også haft den hidtil bedste maj dag i år, men der er altså stadig langt til en dag med en god portion fugle i nettene.
Min dag blev dog reddet af dagens første fangst.
En Løvsanger blev fanget før solopgang med en dansk ring, der ikke stammer her fra Blåvand.
Sandelig om det ikke var en af mine egne fugle fra d. 5. august sidste år, hvor jeg ringmærkede ved Fanø Fuglestation i strandkrattet ved Sønderho strand.

20200509 053951 2
Dagens ring på et Løvsanger ben.
Det er da sjovt, at gense en Løvsanger på en ny lokalitet, efter at den har været en tur i Afrika i vinters.

Dagens andre genfangster var begge lokale fugle.
En Gærdesmutte fra d. 9. november 2019 og en gammel ynglende hun Musvit fra d. 16. oktober 2017.

Havde jeg store forventninger til nettene, da jeg gik ud i morgenens vejr, så havde andre luret på, at det kunne blive en spændene dag ved Blåvand.
Området blev derfor godt dækket, da Henrik Böhmer tog sin plads på Sydhukket, mens både Sebastian Klein og Bent travede klit, strand og mose tyndt.
Dagens obs blev dog ikke helt så spektakulære som håbet.
Få lommer trak - dog var der en enkelt Sortstrubet imellem i dag.
70 Suler rastede midt på formiddagen, mens 660 Hav/Fjrodterner trak nord i morgentimerne.
Henrik havde en overflyvende Gulirisk, som jeg også nåede at høre, da jeg på det tidspunkt var på vej op til ham, på min runde fra stationen mod Fyrhaven.
En syngende Bomlærke er heller ikke hverdag herude, mens Bent havde en Ringdrossel i Mosen som sin bedste fugl.
De andre tog hjem igen før middag, men en Havørn kom ud over Hukket lige før Bent tog hjemad.
Senere spejdede jeg op mod den blå himmel efter flere rovfugle, eller måske en flok Hvidvingede Terner - de sidste dukkede op i Syddanmark i dag med flokke i både Tøndermarsken og på Langeland, så hvorfor ikke..

Der kom dog ingen af delene i  mit synsfelt, men manglede fuglene i luften, så væltede det igen ind med mennesker fra kl 11 til solnedgang med en godt fyldt p-plads.

20200509 111704 2

Tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været herude, hvis grænserne var åbne og det her antal besøgende ville være dobblet op af tyskere, hollændere og nordmænd.
Har holdt net åbne i stationshaven hele dagen og fortsætter til det sidste, inden der kommer en ny uge med frisk til hård vind fra nord og nordvest alle dage.
Mine mange runder ved nettene i haven, gav mig igen anledning til at råbe af en kvinde, der var kravlet over hegnet fra p-pladsen ind i haven ved nettene i vesthjørnet og sad med bukserne nede.
Jeg blev dog hurtigt i bedre humør igen, for ude på p-pladsen kom Flemming Thomassen i det samme gående. Hyggeligt med en lille fuglesnak fra mit gamle vestjyske område til, at fjerne grimme tanker om folks ikke særlig kønne bagdele!

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 12 + (1), Gransanger 7, Gærdesanger 4, Tornsanger 1, Munk 2, Musvit 0 + (1), Gærdesmutte 0 + (1), Rødhals 2, Rødstjert 5, Solsort 1, Grå Fluesnapper 1, Broget Fluesnapper 1 og Lille Gråsisken 2.

Ialt 38 mærket og 3 genfanget fordelt på 13 arter. 

Folk: Flemming, Sebastian, Henrik, Bent og Morten

Endelig et vindskifte, der straks gav hidtil bedste maj dag ved havet i år

fredag 8. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Indtil solopgang var der jævn vind fra vest, men derefter kom der 5 timer gennem morgen og formiddag med svag til jævn vind fra sydvest. Det vindskifte har vi ventet længe på!
Fra middag strøg vinden tilbage til vest og fortsatte af jævn styrke.
Vekslende skydække med mest sol gennem eftermiddagen, hvor temperaturen nåede op på 13°C.
Ved solopgang var den på 8°C.
Sigten god, men fra middag let dis i horisonten, så Horns Rev vindmøllerne var lidt slørede.

Alle net var igang frem til middag, hvor jeg lukkede Fyrhaven og fortsatte til kl 13 i Stationshaven. Efter en pause til kl 15 er jeg igang igen i Stationshaven.
Prøver, om jeg kan nå op på 30 mærkede fugle i dag - det er da trods alt bedre, end de 10 om dagen, som jeg har kæmpet for at nå de seneste dage.
Ved nettene blev det en "fluesnapper" dag.
Dels 3 stk af Broget Fluesnapper og så her til sidst årets første Grå Fluesnapper ved fuglestationen.

DSC 7389 2
Årets første Grå Fluesnapper ankom til nogenlunde normal tid. Middeldato for artens ankomst til Blåvands Huk i dette årtusinde er 11. maj.  

Jeg nåede lige at få 5 minutter med obs fra Sydhukket fra kl 05:30 inden Henrik Böhmer tog over og havde en forrygende dag ved havet.
Ud over, at jeg fra tid til anden kiggede forbi deroppe, så kom Thyge Enevoldsen også til og tilbragte det meste af morgen og formiddag med trækobs.
Yderligere 2 par fuglekiggere har været i området, men så sent på dagen, at det meste var overstået.
Bent tog en runde i Mosen og klitheden uden at finde andet end det normale, så det var klart Henrik, der stod for dagens bedste fugle.
De store tal blev udgjort af 1435 Rødstrubet Lom og 2890 Hav/Fjordterner - alle nordtrækkende.
Af de H/F-terner, der kom tæt nok på til artsbestemmelse, vurderede Henrik i dag andelen af Havterner til mellem 5 og 10%.

Af de fåtallige forårsarter herude brillierede terne familien med 2 Sortterner, mens en Mallemuk repræsenterede stormfuglene.
Bedste må det dog siges, at være hele 3 Mellemkjover. 
De 2 af den kom sammen og var med fuldendte køller på halerne!
Af slægtningen Almindelig Kjove blev det ialt til 6 stk i løbet af dagen.

Blandt landfugle, så var 2 Dværgfalke heller ikke hverdagskost på disse kanter om foråret. 
Desuden hørte Henrik både trækforsøgende Gulirisk og en nordtrækkende Laplandsværling.
2 trækkende Mursejlere ude over havet er kun den anden obs i år af den art.
Slet ikke så tosset en morgen på Hukket!

Dagens ringmærkning:
Gransanger 5, Løvsanger 6, Gærdesanger 5 + (2), Munk 5, Fuglekonge 0 + (1), Grå Fluesnapper 1, Broget Fluesnapper 3, Rødstjert 1, Blåmejse 0 + (1), Bogfinke 0 + (1), Tornirisk 1 og Lille Gråsisken 2 + (2).

Ialt 29 mærket og 7 genfanget fordelt på 12 arter.

Opdatering her til aften, hvor vinden er løjet helt af og de sidste halvanden time ved nettene har givet en ekstra Løvsanger, så jeg nu er på 28 mærket.
Det kommer nok til at knibe med, at nå op på 30 i dag..
Men så får jeg lige tid til, at nævne dagens genfangster, som jeg sprang over i mit første skriv af dagens dagbog.
De 4 af dagens kontroller var faktisk fra sidste år.
De 2 Lille Gråsisken var dels én, som David satte ring på den helt store dag 7. april 2019, mens den anden var en, som Xenia mærkede 19. maj 2019.
Bogfinken var en af Lisa´s fra den 3. oktober 2019, mens Fuglekongen vil glæde Lisa meget, når jeg om lidt sender en besked til hende.
Det var jo hendes favorit art, så hun må kunne smile stort, når jeg fortælle, at en hun, som blev ringmærket d. 9. september 2019 nu er genfanget i fuld vigør som ynglende med veludviklet rugeplet.

Med net lukket her kl 19:30 bliver sidste opdatering, at der kom endnu en Løvsanger på dagslisten, samt genfangst af Blåmejse fra 9. marts og Gærdesanger fra 27. april.
Må se om det lykkedes i morgen, at få +30 ringmærkede fugle, inden nord og nordvestenvinden igen vender tilbage.

Folk: Henrik, Thyge, Bent og Morten 

 

På ny en fin dag med lom træk, men ingen småfugle i kølig nordvesten vind

torsdag 7. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Nattens friske vind på 9m/s fra nordvest fortsatte til lige over middag, hvor den aftog til 5m/s og drejede til vest. Den svage vind holdt kun en time, så steg den igen i løbet af eftermiddagen til 8 m/s.
Mest overskyet, men plads til sol ca. 1/3 af døgnets lyse timer.
Temperatur fra 7-11°C.
God sigt.

Den efterhånden faste vind fra nordvest havde vindstød på op til 13m/s da jeg åbende net kl 5. Det fortsatte hele morgenen, så alt for mange net var generet af vinden.
Da der stort set ikke ankommer småfugle til haverne under de forhold, så lukkede jeg net igen kl 11 med beskedne 8 mærket og 5 genfanget som resultat.
Åbnede igen i stationshaven i eftermiddags, hvor vinden var mere medgørlig. Passer i skrivende stund stadig de net mellem dagbogsskrivning og aftensmad.
Det har da givet 2 ekstra Rødhalse på dagslisten.
Under standard mærkningen blev det til årets første ringmærkede Stær, mens genfangsterne bl.a. gav en Solsort fra 8. oktober 2019 og ikke mindst 3 gamle Gærdesangere, der er kommet retur.
2 af dem fra sidste år, mærket 27. april og 25. juni 2019.
Den sidste en rigtig erfaren Afrika rejsende - mærket som 2k+ 9. maj 2015.
Siden da er den vendt tilbage til haven i maj 2016, maj og august 2017, samt april og juni sidste år.

Det er jo begrænset, hvor lang tid jeg bruger på, at rende rundt og tjekke net og håndtere 2 fugle i timen, så det giver mig mulighed for at se på nogle fugle udenfor haverne.
Lavede en rutine, der sikrede mig 12 minutters intervaller med tælling fra Sydhukket. Altså en rute, der hed åbning af net i haverne, første tjek af Stationshaven, 12 minutter på Sydhukket, tjek af Fyrhaven, 12 minutter på Sydhukket, tjek af Stationshaven, 12 minutter på Sydhukket, tjek af Fyrhaven o.s.v.
Dermed fik jeg nogle minuttal på trækket over havet, hvor de Rødstrubede Lommer igen kom i en jævn strøm fra lidt i 6 til kl 8.
Derefter var det mere sporadisk med flokke af lommer, men enkelte kom der stadig gennem formiddagen.
På de første 5 12 minutters intervaller lå antal af trækkende lommer konstant mellem 48 og 55 pr. 12 minutter. 
Efter kl 8 var de næste intervaltal h.h.v. 17 og 14.
Ialt fik jeg 317 nordtrækkende Rødstrubet Lom på kliktælleren.
Et rimeligt estimat er derfor, at der i dag har trukket ca. 750, når man tager højde for den tid, hvor jeg ikke kunne dække trækket p.g.a. ture rundt i haverne.

DSC 9405 2
Trækket af højtflyvende Rødstrubet Lommer ser ikke ud af meget på foto, men er fede at følge og de er faktisk ganske nydelige, når man ser dem i teleskop.
Det lykkedes ikke at pille andre lom arter ud af flokkene i dag, men håbet om en af de store er altid til stede.

Ud over lom trækket var der lidt bevægelse i den første time af Hav/Fjordterne, mens Suler langsomt trak nord og fouragerede undervejs gennem hele morgenen.
Kun en enkelt Almindelig Kjove fik jeg med under mine obstider.

Bent droppede, at bruge tid herude på observationer under dagens vejrforhold, men kom lige forbi og agerede endnu engang postbud for mig med en ny afsendelse af West Nile Virus prøver.
Han fik også lavet en nyhed om, at fuglestationen nu åbner op for at tage mod overnattende gæster igen.
Dog med vise restriktioner på antal gæster og med instruktioner om særlige hygiejne regler, hvis man vil bo her.

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 1 + (1), Gærdesanger 0 + (3), Rødhals 3, Solsort 0 + (1), Stær 1, Grønirisk 1 og Lille Gråsisken 4.

Ialt 10 mærket og  5 genfanget fordelt på 7 arter.

Folk: MJH

Flot træk af lommer

onsdag 6. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vekslende skydække med en del sol.
Vind fra nordvest, der fra natten var nede på 5m/s, men hurtigt tog til i løbet af morgenen. Nåede fra middag 10m/s og blev ved den styrke resten af dagen.
Kølig og klar luft på 7-10°C.

Var ude i Mosen fra midnat, hvor vinden var svagest og lytteforholdene bedst.
Hørte hverken de håbede Blåhalse eller Græshoppesangere, men Dobbelbekkasinen var aktivt spillende.
Da det begyndte at blive lyst kl 4 paukede en Rørdrum ude fra Grydelsande området, men snart efter tog vinden til og forhindrede lyde i, at nå frem fra den afstand.
Andre lyde i natten blev udgjort af Rådyr, der skældte mig ud, når jeg gik i deres territorier og en del snurrende Strandtudser, der blandede sig i koret fra frøer i Mosen.
Vinden generede en stor del af de net jeg åbnede kl 5 og det blev bare værre i løbet af morgenen, så jeg valgte at lukke ned for ringmærkningen kl 10:30.
Da var det blevet til 11 mærkede fugle på de første 5 timer.
Sæsonens 3. ringmærkede Skovpiber var den bedste art, mens der blandt genfangsterne var en ny Solsort fra efteråret 2019.
I mangel af bedre, så bliver dagens foto en velkendt art i dette forårs dagbog - Gråsisken!

20200506 090855 2
20200506 090955 2
20200506 090718 2
En gammel han Gråsisken, der blev fanget sammen med en Lille Gråsisken hun, der havde rugeplet i et stadie, hvor den har æg eller unger i reden.
Jeg tænker, at denne han derfor hører med til den lokale ynglebestand og så burde det jo være en Lille Gråsisken.
Vingemål på 74 giver intet brugbar hint om evt race, men en vægt på 12.3gram kombineret med en god fedtscore på 4, peger på Lille Gråsisken (cabaret), hvor Nordlig Gråsisken (flammea) typisk er større i kroppen og dermed tungere for et individ med det fedtindeks.
Farvetonen af det røde på brystet passer bedst med Lille Gråsisken.

Den flotte overgump med et bredt pink bælte uden mørke striber ville dog være mere typisk for en Nordlig..
Citater om overgumpens udseende fra Demongin´s "Identification Guide to Birds in the Hand":
Adult Male sometimes pink-red rump (or even pure white?) and centre 10mm unstreaked, more numerous streaks near tertials.
flammea: variable rump appearance, typically whitish and poorly streaked.
cabaret: rump apparently always dull and clearly streaked, not contrasting with upperparts.

Det "apparently" er så kun tilsyneladende for den population af cabaret, der åbenbart holder til ved Blåvand. Jeg syntes, at jeg har en del variation af disse "små" Gråsiskner dette forår. 

Henrik Böhmer tog sig af en morgenobs fra Sydhukket.
Det gav en rigtig flot morgen med nordgående træk af Rødstrubet Lom.
Hele 1081 endte Henriks tal på kliktælleren med at vise.
Flot at se dem komme højt over horisonten i grupper på op til 30-40 stykker ad gangen.
Derudover serverede Henrik 2 Sortstrubede Lommer for mig, da han kunne melde dem i god tid fra han opdagede dem et godt stykke mod syd.
Fåtallig herude, men tydeligt større og tungere i flugt end de Rødstrubede, dog uden at vi kunne gøre dem til en af de helt store.
Vi må håbe på Islom eller Hvidnæbbet Lom en anden dag. 

Ved havet blev det også til 5 Almindelige Kjover, inden Henrik gik en tur rundt i området. Den tur gav en fin han Blå Kærhøg som nyhed i forhold til de seneste dage, men ellers kunne hverken Henrik eller senere jeg på min eftermiddagstur støve noget specielt op.

Dagens ringmærkning:
Munk 1, Gærdesanger 1, Fuglekonge 2, Gærdesmutte 1, Solsort 0 +(1), Skovpiber 1, Bogfinke 0 + (1), Lille Dompap 1 og Lille Gråsisken 4 + (1).

Ialt 11 mærket og 3 genfanget fordelt på 9 arter.

Folk: Henrik og Morten

Mosen bød på årets første Gøg og syngende Sydlig Blåhals

tirsdag 5. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Solrig dag med kun 1/8 skydække, men trods masser af sol en kølig luft fra nord med temperatur på 7-11°C.
Vinden fra nord og nordvest. Ved solopgang på 8m/s, men hurtigt aftagende til svag vind på 4m/s i morgentimerne. Derefter igen tiltagende i løbet af formiddagen og resten af dagen igen oppe på 8m/s.
Klar luft, men noget lufturo på afstand midt på dagen.

Jeg kendte jo de vejrmæssige præmisser og havde dermed ingen forventninger til antal fugle i nettene, så jeg måtte bare glæder mig over, at jeg under åbning af nettene kunne høre årets første Gøg kukke nede fra Mosen.
Havde net åbne i 9 timer og det gav 9 mærket og 6 genfangster.
Bedste fugle i nettene kom blandt genfangster.
Dels en gammel hun af Lille Gråsisken med rugeplet i et stadie, hvor den har æg eller unger i reden. Mærket af Knudsen tilbage i juli 2015 og har også været genfanget i foråret 2018, samt 1. april 2019.
Den gamle Jernspurv fra 2015 er her også stadig - har snart ikke tal på, hvor mange gange den har været i min hånd i år efter årets første genfangst d. 7. marts.
Det blev også til endnu en Gærdesanger, der er kommet retur til haven fra vinterkvarteret - mærket 8. maj 2019.
Der var nu én person, der vil syntes at denne dag er helt speciel for ringmærkningen - nemlig Xenia, der idag modtog sin opgradering fra X- til en ny C-licens.
Tillykke til Xenia! 

Der var absolut intet træk ude over havet, så Bent gik en runde i Mosen i stedet for en tur til stranden. 
Det gav pote, da han ved den nordlige brandam havde en syngende Sydlig Blåhals.
Første i år og en flot fugl, selvom den ikke kom på fotoafstand.
Ellers var der ikke sket nogen udskiftning af fugle siden min tur igår.
Bent tog da også hurtigt retur til Oksbøl, da han måtte lege postbud for mig med en ny sending prøver til Statens Serum Institut.

Hans fund af Blåhalsen får mig til at planlægge en nattur til Mosen.
Eftermiddag og aften er nordenvinden så generende, at lytteforholdene er ringe, men ved midnat skulle der komme en time med svag vind.
Kan jo håbe på årets første Græshoppesanger, når nu både Gøg og Blåhals er kommet på årslisten i dag.

20200505 091001 2
Da den Sydlige Blåhals i Mosen ikke ville stille op til fotografering kommer her en anden farvelade fugl.
Dagens han af Dompap. 
I hånden burde man kunne sætte race på mellem vores lokalt ynglende Lille Dompap og gæsterne af Stor Dompap.
Denne han havde dog et vingemål på 89mm, hvilket lige præcist er for langt til Lille Dompap og for kort til Stor Dompap!
Der er også en lille nuance forskel i brystfarven på de to racer, men den er svær at vurdere uden direkte sammenligning.
Her hælder jeg dog til, at denne han minder mest om en Lille Dompap, hvilket vægten på 23,0g også tyder på.
Stor Dompap er normalt større i kroppen med en normal vægt for hanner i intervallet 26-38g, mens tilsvarende interval for Lille er 16-27g

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 0 + (1), Munk 1, Gærdesanger 2 + (8), Tornsanger 1, Gærdesmutte 0 + (1), Rødstjert 1, Sangdrossel 1, Jernspurv 1 + (1), (Lille?) Dompap 1, Lille Gråsisken 1 + (1) og Gulspurv 1

Ialt mærket 9 og genfanget 6 fordelt på 11 arter.

Folk: Bent og Morten

 

Nordvesten og nordenvind prægede dagen

mandag 4. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Halvskyet dag med en hel del sol og ingen nedbør.
Vinden fra nordvest til over middag, hvorefter den drejede til nord.
Fra start af på 7m/s, men hurtigt tiltagende, så den nåede 10m/s om eftermiddagen med kraftigere vindstød.
Temperatur på 7-9°C og klar kølig luft med god sigt.

Både DMI´s vejrudsigt og min fugleprognose ser desværre ud til at holde stik denne uge.
Allerede fra morgenstunden var flere net påvirket af vinden fra nordvest og det blev kun værre som morgenen skred frem.
Lukkede derfor ned for ringmærkningen efter de 5 timers standard.
På det tidspunkt var det blevet til sølle 13 mærkede fugle og ingen genfangster, men det er nok niveauet, som jeg må akseptere denne uge.

Holdt igen øje med havet mellem netrunderne, da jeg havde god tid med kun 2-3 fugle at håndtere pr. time.
Desværre ikke noget træk ved havet, så det blev kun til 18 Rødstrubet Lom og 56 Suler.
Ternerne var også reduceret til ingen trækkende og et max. tal på 74 rastende Splitterner.
Sandløberene var nede på 289 ude på sandrevelerne om morgenen og havde følgeskab af 13 Strandskader og 2 Stor Præstekraver.
Altså ikke meget at komme efter ved havet, så da jeg havde lukket net, tog jeg mit kamera med på en tur rundt i klitterne og Mosen.

Andre steder i landet er guldsmede og vandnymfer begyndt at være på vingerne, så jeg håbede, at kunne finde nogle af dem i mangel på fugle.
Selvom jeg tjekkede mange steder i læ med solindstråling, så fandt jeg ikke nogle af de flotte insekter. Vinden var da også både kold og svær at have med at gøre i de åbne områder rundt om Mosen.
Det blev dog til lidt fuglefotos undervejs, så jeg fik et par billeder til dagbogen med hjem fra den tur.

DSC 9234 2
Allerede på vejen gennem klitten ned mod Mosen fik jeg de første fugle i landskabet, da jeg trådte det lokale par Agerhøns op.

DSC 9261 2
Der var en del Stenpikkere i de åbne områder omkring både p-pladsen og bunker anlæggene gennem klitrækken.
Altid en af de nemme fuglearter at få øje på. 

DSC 9244 2
DSC 9248 2
En Svartbag i Mosen så syg ud med noget, der lignede en stor svulst på issen.
Den fløj nu udemærket og virkede ikke specielt påvirket i adfærd.

DSC 9277 2
Trods den strenge vind, så var der en god lydkulisse over Mosen med en spillende Dobbeltbekkasin.
Her igang højt oppe under himmeltaget med de vibrerende stive yderste halefjer i svingninger til dens "brægen".

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 1, Gransanger 1, Munk 1, Gærdesanger 2, Rødhals 1, Sangdrossel 1, Solsort 1, Jernspurv 1, Bogfinke 1 og Lille Gråsisken 3

Ialt 13 ringmærket fordelt på 10 arter.

Folk: MJH

 

 

En gammel Tornsanger

søndag 3. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Halvskyet, men klart vejr med en del sol fra midt på formiddagen og resten af dagen.
Vinden jævn fra nordvest med 6-7m/s.
Temperatur fra 7-10°C og god sigt.

Xenia kom igen ud og sluttede sig til ringmærkningen netop da jeg var færdig med at åbne haverne.
På vej retur fra Fyrhaven til Stationen gik en flok på 6 Krondyr ud fra Posthaven og over Fyrvej.
Ikke det syn, som jeg ønskede at få en søndag morgen og de havde da også lige været inde og sprænge den nederste bæreline i det net, der står bagerst i haven op mod Posthaven.
Skidt start på dagen og som ventet, så var der ikke mange fugle ved Blåvands Huk i denne vind fra nordvest.
Vi fik kun mærket 13 fugle og genfanget 4 på 8 timer med åbne net. 
Xenia virkede dog godt tilfreds med at få set Vendehals nr. 3, der er ringmærket dette forår.
En genfangst af en gammel Tornsanger havde sin helt egen historie, der både var skidt og godt. Den kommer hermed som dagens foto.

DSC 7250 paint
Dagens gamle Tornsanger, hvor jeg godt kan forstå, at den kigger lidt skeptisk på ringmærkeren.
Den dårlige del af historien er, at der sad 2 metal-ringe på den - en på hvert ben!
Begge sat på her ved Blåvand Fuglestation.
Den første helt tilbage d. 5. juli 2015, hvor Knudsen mærkede den som en 2k+ fugl.
Det er så den gode del af historien, for med en alder på minimum 6 år er det virkelig blevet en gammel Tornsanger.
Fra europæisk ringmærkningsmateriale er den ældste registrerede alder for arten, en dansk mærket fugl, der blev genfanget minimum 8 år og 11 måneder gammel.
Tilbage til den dårlige del af historien, hvor det er en klar fejl, at der er sat en ring mere på den. Det er sket ved en genfangst i maj 2018, hvor fuglestationens tyske ringmærker Heidrun altså noterede fuglen - ikke som en genfangst, men som en ny ringmærket Tornsanger med nyt ringnummer!
Det er en af den slags fejl, som man bare ikke må lave.
Jeg tog den ekstra ring af i dag og så er der et oprydningsarbejde med, at rette i databasen og få annulleret mærkning nr. 2 og flyttet data over til en genfangst på det oprindelige ringnummer.

Med stort set ingen fugle at håndtere pr. netrunde, så fik Xenia tid til at terpe i bøgerne med feltbestemmelse af fugle, mens jeg fra kl 6 til 9 drønende frem og tilbage til klitten på Sydhukket med mit teleskop mellem netrunderne.
Der var slet ikke noget terne træk denne morgen, men jeg fik da 76 nordtrækkende Rødstrubet Lom og godt 50 Suler. 
Der har nok været det dobbelte antal af begge arter, da jeg altså kun obsede i tiden mellem hver netrunde.
Der rastede 373 Sandløbere, men kun få Splitterner og måger i dag.

Ellers ikke meget at komme efter i felten, så jeg fik udnyttet tiden til min ugentlige gang bagning af boller til de næste dage.
Bliver nok rig lejlighed til at spise dem de kommende dage, da vejrprognosen stadig melder om 5 døgn med fast vind fra nordvest til nord.
Altså nul fugle at forvente i Blåvand i næste uge.

Forsøgende på både at obse og ringmærke fugle vil dog blive gjort ufortrødent: Jeg har endnu engang åbne net igen her mod aften, i håb om, lige at få en ekstra fugl eller to på dagslisten.
Det blev da til en ekstra Gransanger på de 3 timer med åbne net i stationshaven.

Dagens ringmærkning:
Vendehals 1, Løvsanger 2 + (2), Gransanger 2, Gærdesanger 5 + (1), Tornsanger 0 + (1), Solsort 1 og Lille Gråsisken 3

Ialt mærket 14 mærket og 4 genfanget fordelt på 7 arter.

Folk: Xenia og Morten


 

Pænt træk af Rødstrubet Lom og Fjordterner

lørdag 2. maj 2020

Vejr: Ganske stille vindforhold fra morgenstunden med 2m/s fra nordvest. I løbet af dagen holdt vinden sig i nordvest og nåede op på max. 6m/s.
Gråt og overskyet indtil midt på eftermiddagen, hvor solen fik plads mellem højt liggende skyer.
Fra nat til kl 14 hyppige, men ganske lette, regnbyger, så det blev ikke til mere end 4mm nedbør.
Temperatur 7-10°C og god sigt.

Xenia kom ud og deltog i ringmærkningen, selvom Blåvand om foråret ikke kan beskæftige 2 ringmærkere. Hun prøver dog ihærdigt, at blive opgraderet fra X- til C-ringmærkningslicens og trængte til fugle i hånden, efter at jeg har bedt hende holde sig væk siden marts pga corona restriktioner.
Nu prøver vi så igen i takt med, at det øvrige samfund også åbner op.
Dog stadig med hensyn til anbefalingerne om at holde afstand.
Xenia har derfor måtte aksepterer, at hun ikke kommer med ind og ringmærker fugle i det lille ringmærkningslaboratorium ved stationen, hvor vi ikke kan sidde med afstand til hinanden, så der tager jeg mig af fuglene.
Til gengæld får Xenia lov til, at ringmærke fugle i Fyrhaven, hvor laboratoriet er stort nok til, at vi kan være derinde med afstand.
Den ordning gør så også, at jeg får lov til, at håndtere nogle fugle - det er aldrig sjovt for ringmærkeren, hvis eleven tager det hele - jeg mangler i forvejen, at syntes, at jeg kan fange fugle nok til at være beskæftiget. 

De kommende 5 døgn ser ud til at stå i dødssejlerens tegn med konstant vind fra nordvest, så vi skulle nok være rigtig glæde for, at vi i det mindste kom over 30 mærkede fugle i dag.
Xenia var med til de første Tornsangere i net i år og en Skovpiber blev nr. 2 af den art på årets liste, efter den ekseptionelt tidlige fugl i marts.
Dagens genfangster gav bl.a. den Jernspurv, som er ringmærket sidste efterår i Hanstholm og første gang blev fanget her d. 7. april.
Mit lille forårsprojekt med Gråsiskener fortsatte med 2 genfangster af fugle mærket i maj og juni 2018.

DSC 7232 paint
DSC 7225 paint
Dagens adulte han Lille Gråsisken.
Mærket af Jonas d. 6. juni 2018 som 2k - altså nu en alder på 4k.
Ingen tvivl om, at det er en han med det farvede bryst og pinke indslag i overgump.
Vingemål på 75mm kan passe på både Lille og Nordlig Gråsisken.
Vingebånd ser umiddelbart meget hvide ud, med kun lidt "buff" i de yderste store armdækfjer, så sammen med et relativt lyst hovede, kan fuglen godt minde om en Nordlig Gråsisken.
Rygfarve, overgump og det, at det er en lokal ynglefugl, siger dog, at det er en Lille Gråsisken.
At det er en adult fugl er der jo ingen tvivl om ud fra ringmærkningen.
Dens halefjer er da også helt som en adults typisk er på dette tidspunkt af året. I god stand og pænt afrundede i spidsen.
I vingen ser det umiddelbart ud til, at tertialernes lyse kanter er smalle og diffust afsatte. Normalt et tegn på en 2k fugl, hvor adulte har bredere og skarpere afsatte hvide kanter. 
Hvis man derfor kun kiggede på tertialer, så kunne man blive snydt ved aldersbestemmelsen. Udseendet af denne fugls tertialer skyldes slidtage, hvor det hvide i fjer ikke er så stærkt som mørkere områder. De bredere hvide kanter er simpelthen slidt ned.

Sydhukket havde god dækning fra lige før solopgang, da Michael S. Johansen satte sig ud med sit teleskop og snart fik følgeskab af David og Henrik Böhmer.
De startede dagen med et rigtig fint terne træk, hvor kliktællerne kom i brug til at registrerer 1174 nordtrækkende Hav/Fjordterner.
Af disse kom 354 så tæt på land, at de kunne bestemmes til Fjordterner.
Mon ikke over 95% af dagens terner har været den art og ikke Havterne.

Med terner i farvandet var det også tid til kjover, hvor 4 Almindelig Kjove er det hidtil højeste antal herude i år.
Som morgenen blev til tidlig formiddag var ternetrækket overstået og overtaget af træk af Rødstrubet Lom, hvor det blev til 595 trækkende nord.
Lige før middag var det gået dødt over havet, så Michael tog hjem, mens David og Henrik vendte en tur rundt om Mosen og nærområdet.
De fik rastende Tinksmed, Mudderklire og 3 Ringdrossler ud af den gåtur.

Gennem eftermiddagen var haverne som tømt for fugle, så jeg tror ikke på meget at skrive om i morgen, men lad os se - jeg overraskes gerne.

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 4 + (1), Gransanger 3 + (1), Munk 2, Havesanger 1, Gærdesanger 4, Tornsanger 4, Gærdesmutte 1, Rødhals 1, Rødstjert 1, Solsort 1, Sangdrossel 3, Jernspurv 4 + (2), Skovpiber 1, Bogfinke 1 og Lille Gråsisken 0 + (3).

Ialt mærket 33 og genfanget 7 fordelt på 15 arter.

Folk: David, Henrik, Michael, Xenia og Morten

 

Udfordret af vejret

fredag 1. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: 80% af døgnet bød på regn og regnbyger, med lidt sol mellem bygerne i løbet af eftermiddagen. Ialt 8mm nedbør.
Vinden jævn fra sydøst til syd og temperatur på 7-11°C.
Moderat sigt med let dis og grå horisont.

En dag, hvor net blev åbnet og lukket flere gange.
Måtte vente til kl 6 med at åbne net, da nattens regn fortsatte indtil da.
Fik knap 2 timer inden næste omgang regn kom. Den nedbørsfront varede til kl 9:30.
På det tidspunkt var Bent dukket op, så med flere regnbyger i venteposition syd for os, delte vi os op og tog hver sin have og åbnede net på ny.
Bent i Fyrhaven og jeg ved Stationen, så vi hurtigt kunne styre nettene, når regnbygerne kom.
Holdt begge haver igang til kl 13, hvor Bent tog hjem, mens jeg fortsatte til kl 15 i Stationshaven.
Da kom næste større regnbyge og flere var på vej, så det blev sluttidspunket for dagens ringmærkning.
Ingen overraskelser på artslisten og beskedne 16 mærket og 5 genfanget blev dagens resultat.
Blandt genfangsterne var den faste Gransanger med hollandsk ring, samt 2 Gærdesangere og 1 Lille Gråsisken ringmærket sidste år.
Den ene af Gærdesangerne havde jeg allerede genfanget den 24. april og i dagene siden da, har den taget 0,8g på.

Bent fangede 2 af dagens fugle i rusen, der er et fangstredskab, hvor nedbør, i modsætning til fangst i net, ikke udgør et problem for fuglene.

Ellers prøvede vi med lidt spredte obs over havet og rundt i området bag Vesterled.
Det lykkedes at se lidt lom træk over havet mellem regnbygerne. En flok Lille Kobbersneppe trak syd og et par Strandhejler passerede også. 
Smukkest var dog Splitternene, der rastede i en flok på over 400 stk og gav en dejlig lydkulisse i det grå vejr.
Bag Vesterled havde jeg en han Ringdrossel sammen med et par Solsorte, men ellers var det mest de faste Sortstrubede Bynkefugle og et par syngende Skovpibere, der underholdt i klitterne.

Ikke rigtig vejr til meget fotografering, så det bliver den sidste fugl i hånden i går aftes, lige før solnedgang, der kommer portræt af her.

DSC 7214 2
DSC 7207 2
DSC 7198 paint
Broget Fluesnapper ringmærket 30. april.
Forårets hanner af Broget Fluesnapper varierer rigtig meget i udtryk.
Nogle er overvejende sort og hvide, mens andre, som denne 2k han, kan give et næsten hun lignende indtryk uden meget sort.
Der er dog hannens tydelige hvide pandepletter, samt lidt sorte indslag nederst på ryggen.
Desuden er de inderste af vingens dækfjer skiftet fra ungfuglefjer til de adulte sorte fjer, samt alle tertialer. 
Halen er også et mix af yderste bibeholdte ungfugle fjer og nye centrale halefjer, der både er mørkere og i bedre stand.

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 2, Gransanger 0 + (1), Munk 4, Gærdesanger 5 + (2), Rødstjert 1, Sangdrossel 1, Gærdesmutte 1, Bogfinke 1, Tornirisk 1 og Lille Gråsisken 0 + (2).

Ialt 16 mærket og 5 genfanget fordelt på 10 arter.

Folk: Bent og Morten

 

 

   


FORRIGE     1  |  2  |   3