Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (57)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Flot træk af lommer

onsdag 6. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vekslende skydække med en del sol.
Vind fra nordvest, der fra natten var nede på 5m/s, men hurtigt tog til i løbet af morgenen. Nåede fra middag 10m/s og blev ved den styrke resten af dagen.
Kølig og klar luft på 7-10°C.

Var ude i Mosen fra midnat, hvor vinden var svagest og lytteforholdene bedst.
Hørte hverken de håbede Blåhalse eller Græshoppesangere, men Dobbelbekkasinen var aktivt spillende.
Da det begyndte at blive lyst kl 4 paukede en Rørdrum ude fra Grydelsande området, men snart efter tog vinden til og forhindrede lyde i, at nå frem fra den afstand.
Andre lyde i natten blev udgjort af Rådyr, der skældte mig ud, når jeg gik i deres territorier og en del snurrende Strandtudser, der blandede sig i koret fra frøer i Mosen.
Vinden generede en stor del af de net jeg åbnede kl 5 og det blev bare værre i løbet af morgenen, så jeg valgte at lukke ned for ringmærkningen kl 10:30.
Da var det blevet til 11 mærkede fugle på de første 5 timer.
Sæsonens 3. ringmærkede Skovpiber var den bedste art, mens der blandt genfangsterne var en ny Solsort fra efteråret 2019.
I mangel af bedre, så bliver dagens foto en velkendt art i dette forårs dagbog - Gråsisken!

20200506 090855 2
20200506 090955 2
20200506 090718 2
En gammel han Gråsisken, der blev fanget sammen med en Lille Gråsisken hun, der havde rugeplet i et stadie, hvor den har æg eller unger i reden.
Jeg tænker, at denne han derfor hører med til den lokale ynglebestand og så burde det jo være en Lille Gråsisken.
Vingemål på 74 giver intet brugbar hint om evt race, men en vægt på 12.3gram kombineret med en god fedtscore på 4, peger på Lille Gråsisken (cabaret), hvor Nordlig Gråsisken (flammea) typisk er større i kroppen og dermed tungere for et individ med det fedtindeks.
Farvetonen af det røde på brystet passer bedst med Lille Gråsisken.

Den flotte overgump med et bredt pink bælte uden mørke striber ville dog være mere typisk for en Nordlig..
Citater om overgumpens udseende fra Demongin´s "Identification Guide to Birds in the Hand":
Adult Male sometimes pink-red rump (or even pure white?) and centre 10mm unstreaked, more numerous streaks near tertials.
flammea: variable rump appearance, typically whitish and poorly streaked.
cabaret: rump apparently always dull and clearly streaked, not contrasting with upperparts.

Det "apparently" er så kun tilsyneladende for den population af cabaret, der åbenbart holder til ved Blåvand. Jeg syntes, at jeg har en del variation af disse "små" Gråsiskner dette forår. 

Henrik Böhmer tog sig af en morgenobs fra Sydhukket.
Det gav en rigtig flot morgen med nordgående træk af Rødstrubet Lom.
Hele 1081 endte Henriks tal på kliktælleren med at vise.
Flot at se dem komme højt over horisonten i grupper på op til 30-40 stykker ad gangen.
Derudover serverede Henrik 2 Sortstrubede Lommer for mig, da han kunne melde dem i god tid fra han opdagede dem et godt stykke mod syd.
Fåtallig herude, men tydeligt større og tungere i flugt end de Rødstrubede, dog uden at vi kunne gøre dem til en af de helt store.
Vi må håbe på Islom eller Hvidnæbbet Lom en anden dag. 

Ved havet blev det også til 5 Almindelige Kjover, inden Henrik gik en tur rundt i området. Den tur gav en fin han Blå Kærhøg som nyhed i forhold til de seneste dage, men ellers kunne hverken Henrik eller senere jeg på min eftermiddagstur støve noget specielt op.

Dagens ringmærkning:
Munk 1, Gærdesanger 1, Fuglekonge 2, Gærdesmutte 1, Solsort 0 +(1), Skovpiber 1, Bogfinke 0 + (1), Lille Dompap 1 og Lille Gråsisken 4 + (1).

Ialt 11 mærket og 3 genfanget fordelt på 9 arter.

Folk: Henrik og Morten