Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (32)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Nordvesten og nordenvind prægede dagen

mandag 4. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Halvskyet dag med en hel del sol og ingen nedbør.
Vinden fra nordvest til over middag, hvorefter den drejede til nord.
Fra start af på 7m/s, men hurtigt tiltagende, så den nåede 10m/s om eftermiddagen med kraftigere vindstød.
Temperatur på 7-9°C og klar kølig luft med god sigt.

Både DMI´s vejrudsigt og min fugleprognose ser desværre ud til at holde stik denne uge.
Allerede fra morgenstunden var flere net påvirket af vinden fra nordvest og det blev kun værre som morgenen skred frem.
Lukkede derfor ned for ringmærkningen efter de 5 timers standard.
På det tidspunkt var det blevet til sølle 13 mærkede fugle og ingen genfangster, men det er nok niveauet, som jeg må akseptere denne uge.

Holdt igen øje med havet mellem netrunderne, da jeg havde god tid med kun 2-3 fugle at håndtere pr. time.
Desværre ikke noget træk ved havet, så det blev kun til 18 Rødstrubet Lom og 56 Suler.
Ternerne var også reduceret til ingen trækkende og et max. tal på 74 rastende Splitterner.
Sandløberene var nede på 289 ude på sandrevelerne om morgenen og havde følgeskab af 13 Strandskader og 2 Stor Præstekraver.
Altså ikke meget at komme efter ved havet, så da jeg havde lukket net, tog jeg mit kamera med på en tur rundt i klitterne og Mosen.

Andre steder i landet er guldsmede og vandnymfer begyndt at være på vingerne, så jeg håbede, at kunne finde nogle af dem i mangel på fugle.
Selvom jeg tjekkede mange steder i læ med solindstråling, så fandt jeg ikke nogle af de flotte insekter. Vinden var da også både kold og svær at have med at gøre i de åbne områder rundt om Mosen.
Det blev dog til lidt fuglefotos undervejs, så jeg fik et par billeder til dagbogen med hjem fra den tur.

DSC 9234 2
Allerede på vejen gennem klitten ned mod Mosen fik jeg de første fugle i landskabet, da jeg trådte det lokale par Agerhøns op.

DSC 9261 2
Der var en del Stenpikkere i de åbne områder omkring både p-pladsen og bunker anlæggene gennem klitrækken.
Altid en af de nemme fuglearter at få øje på. 

DSC 9244 2
DSC 9248 2
En Svartbag i Mosen så syg ud med noget, der lignede en stor svulst på issen.
Den fløj nu udemærket og virkede ikke specielt påvirket i adfærd.

DSC 9277 2
Trods den strenge vind, så var der en god lydkulisse over Mosen med en spillende Dobbeltbekkasin.
Her igang højt oppe under himmeltaget med de vibrerende stive yderste halefjer i svingninger til dens "brægen".

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 1, Gransanger 1, Munk 1, Gærdesanger 2, Rødhals 1, Sangdrossel 1, Solsort 1, Jernspurv 1, Bogfinke 1 og Lille Gråsisken 3

Ialt 13 ringmærket fordelt på 10 arter.

Folk: MJH