Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (32)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Blæsende dag med byger og flere strandskader

torsdag 8. august 2019
Afslappet dag i vente i morgen.
af Michael Brunhøj Hansen

Solen stod i dag op kl. 5.46, så morgenobsen begyndte et kvarter senere; allerede i næste uge rykkes obsen et kvarter frem igen, så efteråret er så småt på vej. Det fik vi også en lille forsmag på i dag med en hård vind fra omkring VSV, så vi satte os i "hullet" hvor der normalt er god læ, men dog lidt trangt, og det er ikke det bedste udsyn man har. Ikke desto mindre fik vi endnu en dag med mange strandskader hvoraf der efterhånden kommer flere og flere ungfugle i flokkene. Dagens antal strandskader blev således igen fircifret med 1252 fugle, så i de sidste tre dage er der blevet talt knap 4500 strandskader. De islandske kommer fortsat samt sandløberne, stenvenderne og de almindelige ryler. Vi havde regnet med en kjove eller en lom under morgenobsen, men disse kom ikke. Til gengæld kom der et par voksne krumnæbbede ryler i overgangsdragt og et par flotte strandhjejler i vestenvinden samt nogle hjejler; under den efterfølgende mågetælling kom der imidlertid en flot sydtrækkende rødstrubet lom i sommerdragt ret tæt på land.

Der stod ikke mange måger og terner på stranden i dag, dog var der en del flere splitterner end i de foregående dage. I dag stod der kun én kaspisk måge blandt mågerne. På stranden mødte vi Matthias fra Tyskland der også studerede mågerne. Han havde været i landet i nogle dage og kunne fortælle at han havde været med til at ringmærke nogle af mågerne og ternerne vi havde set på stranden i den forgangne uges tid, så det var lidt sjovt.

Blav Splitterne b 00001

Ung Splitterne med kun en lille gul spids på det sorte næb. Foto: Ole Friis Larsen

Manon havde en noget dårlig dag med kun 3 fugle i nettene. I dag fik hun en assistent, en veninde fra Frankrig, som hun og Ole var inde og hente i Esbjerg om formiddagen. Hun skal blive en uges tid.

Pga. noget regn om middagen og eftermiddagen samt blæsten kom jeg ikke ud resten af dagen. Ole var dog på stranden om eftermiddagen for at kigge på måger og fotografere, og han fik nogle trækkende strandskader og islandske ryler. David og jeg kunne så i mellemtiden blive klogere på aldersbestemmelsen af en almindelig ryle som Ole havde fotograferet i går.

Blav Almindelig Ryle c 00001 01

Almindelig Ryle, som måske gør os lidt klogere på aldersbestemmelse. Vi er stadig ikke helt færdige med at diskutere den. Fuglen bagved er en voksen i sommerdragt. Foto: Ole Friis Larsen

I morgen skulle vinden være aftaget noget og i begyndelsen komme fra nordvest og senere gå om i omkring syd. Der kommer sikkert flere strandskader samt flere af de andre vadere vi har set i dag, så ikke noget specielt er i vente; vi kan så i det mindste gå og stå på stranden uden at få sand i øjnene og udstyret. I morgen bliver dog et lille åndehul inden vinden kommer tilbage i weekenden, og den ser ud til at skulle blive temmelig kraftig, så det kunne godt blive spændende.