Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Fin trækdag efter sløv gårsdag

onsdag 31. juli 2019
Dog regn i begyndelsen.
af Michael Brunhøj Hansen

Dagen begyndte med halvkraftig regn, så obsen startede først 7:30 da regnen endelig ophørte. Ellers blev det som ventet en god trækdag, og vi kom op og rundede 1800 vadere; de var domineret af strandskader (750), almindelige ryler (572), små kobbersnepper (194) og islandske ryler (169). Der kom desuden et bemærkelsesværdigt højt antal strandhjejler (58).

Sidst på formiddagen ringede Troels og sagde at han havde en mulig sibirisk/amerikansk fløjlsand, dog meget langt ude; desuden var der to brilleænder, sikkert gengangere fra i går. Vi overvejede at tage derud, inkl. Manon som også kom på stranden, men vi ombestemte os igen da vi hørte om de dårlige forhold, så vi gik en tur på stranden i stedet og så på måger  hvor vi fandt 3 kaspiske – og vadere der rastede og trak forbi. Fløjlsanden blev vi aldrig klogere på.

Manon havde bagt en lækker kage, så efter strandturen gik vi hjem og spiste den; hun fik i øvrigt ikke ringmærket nogen fugle i dag grundet regnen. Troels og Bo forlod begge stationen i løbet af eftermiddagen.

Om aftenen tog jeg en lille tur på stranden for at se om der stod noget interessant blandt mågerne, men det gjorde der ikke; kun et par småflokke af strandskader trak forbi.

I morgen skulle vejret blive omtrent som i dag med sydøstenvind og nogle byger (forhåbentligt uden en lang byge fra morgenstunden), så vi ser frem til endnu en god trækdag.
IMG 5474

Islandske Ryler raster på stranden, inden trækket fortsættes sydpå. Foto: David Manstrup