Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (32)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Lang dag, nyt indlæg

onsdag 24. juli 2019
Mange vadefugle og fin dag for ringmærkerne
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

I dag startede vinden i øst og var svag, så allerede fra morgenstunden var det varmt både for ringmærkerne og observatørerne. Dagen startede stille og rolig ud ude på obsen, og vadefuglene holdt lidt igen i den første lyse time. Men da solen og vinden fik magt kom der for alvor gang i den. Allerede fra starten var det tydeligt hvilke arter, der ville tage overskriften: Rødben, Islandsk ryle og Strandhjejle! De fedeste og smukkeste fugle lige nu! Især Rødbenene kom i flokke med op mod 40 stk. der var et fedt syn at være vidne til. Derfor var det oplagt at fortsætte obsen efter de tre timer, da vadertrækket kun var begyndt. Vi havde også i mellemtiden fået selskab af Bent og Troels, som begge havde lugtet lunten i dag, der holdt mig beskæftiget i sådan en grad, at jeg i flere minutter ikke kunne se ned i skopet, fordi jeg skulle notere alt, hvad de så. Omkring klokken 12 tog BEJ og jeg hjem for at taste alle observationer ind fra morgenobsen, mens Troels som en anden ensom beduin sad og spejdede udover havet efter vadefugle og hits! Jeg tog derud igen omkring klokken 1515 og begyndte at obse igen, da Troels ikke var kommet hjem endnu. Han kunne berette om et stadig godkendt træk af vadefugle især Strandhjejlerne og Rødbenene var stadig i hopla. Jeg satte mig derfor i vandkanten i håb om flere fugle og jeg blev ikke skuffet! For efter en lille halv time hang der en gammel havørn nord for mig i en skrue med måger. Måske den samme fugl som forleden? Vaderne kom nu i store flokke men med jævne mellemrum og var nu begrænset til Islandske ryler, Almindelig ryler og Sandløbere med enkelte Rødben og Hvidklire imellem. Så det var hårdt at sidde der i 31 graders varme og vente. Jeg opgav obsen, da Manon skrev, at hende og Astrid havde lavet pandekager. Det var dejligt med et kort afbræk fra fuglene, så jeg var klar til aftenobsen, som startede 19:55. Igen rendte jeg ind i Troels, der efter et kort hvil igen havde draget til hukket efter det samme som os andre nemlig hits og vadefugle. Han var dog noget pessimistisk, men det dårlige humør forduftede, for omkring klokken 2010 begyndte fuglene at trække igen og på lidt over en time havde vi 600 trækkende vadere. Sammen med disse kom der også endnu en sorthovedet måge, der var en flot 2k fugl. En fremragende afslutning på en lang obs. 
Nogle af dagens tal på en foreløbig bedste vadefugledag i år: strandskade 361, strandhjejle 105, hjejle 87, lille kobbersneppe 132, islandsk ryle 1104, sandløber 303, almindelig ryle 437, rødben 475. Der var også gang i svalerne i dag med ikke mindre end 182 digesvaler. Og så begyndte rovfugletrækket med 2 trækkende rørhøge.

Ringmærkerne Manon og Astrid havde også en god dag med 18 fugle fordelt på 12 arter, så stor artdiversitet,. De kæmpede også bravt og ud af deres anatrseglser fik de en Grå fluesnapper og en ung Rødstjert hun. Det betyder, at efterårstrækket for småfuglene er begyndt, så de næste par dage bliver også rigtig gode for dem.

I morgen lover de igen østenvind og høje temperaturer, så det er samme "trædemølle" som i dag, så alt er perfekt.