Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (54)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Af samme skuffe som i går

fredag 24. maj 2019
Få fugle
af Bent Jakobsen

Endnu en kølig dag med sydvestlig vind 10 – 11 sekundmeter og kun 11 grader. Man skulle ikke tro vi er ultimo maj. Himlen var halvt dækket af højtliggende skyer, men sidst på formiddagen nærmere et mindre regnområde sig, som dog ikke gav de store mængder vand.
David var på Hukket til morgen uden de store armfægtninger, og en nordtrækkende almindelig kjove blev morgenobsens bedste fugl.
Af spredte observationer i området sås et par rødryggede tornskader og en familie sortstrubet bynkefugl. Skyggen af en dværgfalk passerede hurtigt forbi fyret.
Der var ikke de store forventninger til ringmærkningen og det holdt da også stik. Ligesom i går gav det 12 fugle. Modsat i går blev der i dag ringmærket 3 løvsangere. I går hørtes flere syngende løvsangere og nul ringmærket og i dag ikke så mange syngende og 3 ringmærket. Så observationer og ringmærkningen stemmer ikke altid overens.
Ringmærkning med aflæsninger i (): vendehals (1), gulbug 1, gærdesanger 1, tornsanger 1, gransanger 2, løvsanger 3, grønirisk 2, tornirisk 1, lille gråsisken 1. I alt 12 ringmærket og 1 aflæsning.
Vendehalsen var ringmærket i Blåvand i maj 2017 og ikke aflæst siden, så formentlig har den ikke været i Blåvand sidste år, eller også er den gået stille med dørene.
Så har vi fået genmelding på en Rødhals mærket d. 21. april og genfundet 1. maj Västmanland, Sverige hvor den kom af dage ved at flyve ind i et vindue. Det 681,5 km på 10 dage.
Anders Zuschlag var herude og opdatere vores ringdatabase. Vi gennemgik nogle af alle de muligheder, som der er for at søge på både det ene og det andet. Og der kan søges på arter, rekorder, køn, netmetertimer, fugle pr. netmetertimer, fugle inden for standardtid m.m.m. Et fantastisk arbejde Anders har lavet og herfra skal lyde en stor tak.
Af folk var vi i dag David Manstrup, Anders Zuschlag, Bent Jakobsen og så var Thyge Enevoldsen kortvarigt forbi.

Morgenhimmel over Blavandshuk 20190524 061259

Med sådan en himmel er det en fryd at stå tidligt op