Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2021 (165)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)(se alle)

Tysk besøg på sidste dag i påsken

mandag 22. april 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Igen en dag med ren sol og blå himmel uden en sky på himlen. Vinden fra sydøst tog ret hurtig til i løbet af morgenen og kom op på frisk styrke resten af dagen.  Temperaturstigning fra 8-18°C.
God sigt, men igen lidt dis i horisonten ude ved vindmøllerne. Ingen nedbør.

Lagde ud med at tro, at det skulle blive endnu en dag med masser at lave ved nettene. På første runde var der flere fugle i Fyrhaven end i går og jeg kunne se sangere komme trækkende ind ude fra havet. Havde da også nået at mærke 16 fugle inden Xenia dukkede op, så jeg svingede straks pisken over eleven og sendte os afsted på netrunde igen. 

Break - fra aftensmad og dagbogsskrivning, da der i dette øjeblik er meldt en Blå Glente ud fra Fanø!!
Skal lige ud og kigge op - dagbog opdateres senere!

En aftentime fra toppen af fyrbakken i strid østenvind gav ikke en Blå Glente.  Meldingen kom så om, at den er blevet på Fanø´s sydspids.
I morgen tidlig ankommer Henrik "FugleKnudsen". Han har booket 3 overnatninger på fuglestationen og hvis nogen kan finde en Blå Glente som ny art for Hukket, så er det da den gamle Blåvandsdreng fra Fyn!

Tilbage til dagens oplevelser.
Xenia fik straks lov til at ringmærke de fugle, som vi fik på den runde. Desværre begyndte østenvinden at være så kraftig, at den påvirkede nettene og resten af de 5 timers standardmærkning gik meget sløjt med 2 fugle pr. halvtime.
Xenia nåede derfor kun at få 21 fugle på sin ringmærkningsliste i dag, mens jeg tog dagens bedste fugl i nettet. En Gransanger jeg kom til viste sig at være ringmærket et sted i Tyskland, da den bar en ring fra Helgoland ringmækningscentral.
Det går godt med genfangster af udenlandske fugle i disse dage!

Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Gærdesmutte 2, Rødhals 8, Gærdesanger 1, Løvsanger 7, Gransanger 10 (1), Fuglekonge 2, Rødtoppet Fuglekonge 1, Bogfinke 1 (1), Lille Gråsisken 5

Ialt 37 mærket og 2 genfanget fordelt på 9 arter.
Af disse blev en Rødhals fanget i Blåvandsrusen.

Da vi ret hurtigt havde alt for få fugle at håndtere ved ringmærkningen, fik vi tid til at hygge med John Frikke. Han kom igen med wienerstang til kaffen og forkælede også fuglestationen, da han brugte et par timer med værktøjskassen. John fik ordnet nogle praktiske ting i både ringmærkningsrummene og entre, men kunne også nå med i Fyrhaven og fik set dagens Ringdrossel inden han skulle videre til Varde å for nogle ynglefugle optællinger.
Tak til John for både kage og hjælp på stationen!

Selv uden Blå Glente til at pryde dagen, så bragte østenvinden lidt fugle med sig. Langs klitkanten var der træk af Landsvaler, i Fyrhaven sang Gærdesanger og ved Vesterled sang Vendehals, så det smager af flere nye årsarter i morgen.
Jeg får nok mulighed for at obse lidt mere i felten mellem netrunder, for vejrudsigten melder om 12m/s fra øst, hvilket vil begrænse antal af net jeg kan åbne til de få, der står i læ for østenvind!

DSC 4108 3
Dagens flotteste fugl, der fik ring på, blev denne hun Rødtoppet Fuglekonge.

DSC 4127b
Men dagens bedste fugl for ringmærkeren var denne Gransanger mærket i Tyskland.