Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Regn, solskin og sibirisk gransanger
Observationer:
Morgenen startede med dårlig sigt og og med opslåede paraplyer. Et regnvejr skulle passere omkring kl. 8 og drillede lidt fra starten. Det blev dejligt klart og solrigt efterfølgende, men fuglene fulgte ikke rigtig med. Der var lidt passage af rødstrubet lom (Red-throated Diver) og en nordtrækkende tundrasædgås (Tundra Bean Goose), en rød glente (Red Kite) og en blå kærhøg (Hen Harrier) lunede lidt. Uanset hvad, blev det en af de mest stille morgener dette efterår. En sidste nævneværdig art blev fasan (Common Pheasant) som sad og solede sig i de nordlige klitter. Den er ikke årlig på hukket og således blev den, paradoksalt nok, dagens sjældneste fugl.
Tundrasædgås (Tundra Bean Goose). Foto: Henrik Böhmer
Efter obsen gik Mikkel og jeg en tur i mosen. Her var ganske fugletomt og eneste sanger på turen blev en lækker sibirisk gransanger (Siberian Chiffchaff) som viste sig flot frem. Der er kommet godt med gærdesmutter (Wren) til området, hvilket varsler vintertilstande.
Sibirisk gransanger (Siberian Chiffchaff). Foto: Henrik Böhmer


