Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (225)2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Sæsonens, hvis ikke årets, bedste fugl!!

torsdag 6. november 2025
af Sverre Dahl Porsgaard & Selina Veng

Morgenobs
På nuværende tidspunkt har i sikkert læst dagens overskrift og ved at der er sket noget sindssygt spændende i Blåvand. Jeg vil ikke løfte sløret helt endnu, man lade jer hænge lidt på en cliffhanger.

Dagen startede nemlig på klassisk november maner med sydøstenvind og en halv stille morgen. Lunt og dejligt, godt med ederfugle, over to hundrede bramgås og 45 kortnæbbede gæs samt hele to flokke på fem fløjlsænder i hver. Bestemt ikke værst. Allerede kl 09 begyndte bombadementet af beskeder, på kommunikations appen Zello, fra stationslederen Henrik Böhmer. Han meldte først en hvidbrynet løvsanger og en fuglekongesanger ud fra det lange krat på grønningen. Utrolig lækre semisjældne sibiriske fugle, men utroligt nok ikke dagens højdepunkt. Henrik kommer med endnu en besked, han har en sjov sanger som sidder og småsmasker lidt i krattet. Måske en schwarz løvsanger... Der går lidt tid og så kommer meldingen som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os. Han har både klokkeklare kald optaget og et utroligt godt billede til identifikation. Det er intet mindre end en CETTI SANGER!! Kun andet fund for landet, hvor den første blev ringmærket i skagen. Så den første Cetti sanger udenfor net. Henrik har lige lagt sæsonen største guldæg! Jeg må ærlig indrømme at Oliver og jeg havde svært ved at tælle sortænder efter dette. Tankerne var sjovt nok andet steds. Vi pakker hurtigst muligt sammen og fræser ned mod grønningen for at se den sjældne fugl. Kort efter kommer Mathilde drønende med en sand fuglekiggers drift, hun har praktisk talt indhentet bilen og kan køre cyklen direkte ud i mudderet. Henrik står og modtager os og vi hører alle den karakteristiske smaskende kald efterfulgt af en blød trillen lidt alla en lækker version af en gærdesmuttes. Vi ser den desværre ikke, da det er en enormt sky art. Men vi er heldige nok til at være blandt de første fem på pletten inden alle twitcherne kommer og koruperer de gode lydfiler med småsnak. En absolut fantastisk fugl og absolut sæsonen mest interessante fund!
37969562 20251106013412 626973715
Måske årets bedste fugl, en Cetti sanger. Foto; Henrik Böhmer

Dagen er dog ikke slut endnu. Min (Sverre) bedstemor er ankommet til Blåvand for at besøge mig og se hvad jeg bruger tiden på herude vestpå. Jeg mødes med hende, lige tidsnok til at høre Henrik kalde en Thorshane ud et andet sted på grønningen. Den er rastende og ligger i en smuk glorificeret vandpyt. Den venter pænt på at min bedstemor og jeg, samt resten af hr og fru danmarks fugleverden ankommer. Jeg ser den halvdårligt da det går op for mig at jeg har glemt mit teleskop på stationen i min iver for at se Cetti. Bent Jakobsen ankommer heldigvis hurtigt til svømmesneppen og låner mig sit teleskop, hvorefter jeg tager et hurtigt billede til jer. Endnu en lækker fugl i dag.

576310270 807251965495598 3308371203326896068 n
Den lækre Thorshane. Foto; Sverre Dahl Porsgaard

Imellem siberiske sangere, Cetti og svømmesneppen finder Henrik selvfølgelig også en bjergpiber. Endnu en semisjælden fugl, dog mere udbredt end de andre her på grønningen. Med de førnævnte rariteter og himalaya sangeren i tipmosen (som stadig var at finde i dag) er der således fire subhits og to SU-arter i blåvand i dag! Til de fuglekiggere som ikke fik Cetti sangeren i dag skal dog nævnes at ved nærmere lydanalyse har Henrik optaget et kald fra den allerede i mandags, så den kan sagtens tænkes at blive i området lidt endnu;)
I dag var i sandhed en fantastisk dag at være på fuglestationen! Endnu en god dag i Blåvand.
- SDP

Ringmærkning

Efter et par grå morgener, stod vi op til en smuk lyserød solopgang. Det gjorde os spændte på hvad morgenen ville bringe af fugle i nettet - og vi blev ikke skuffede!

568227212_4182103312118037_7949661780677905456_n.jpg

Smuk solopgang over stationen. En ny dag gryr i Blåvand.

Efter et par stille og rolige runder, var der pludselig et net fyldt med blåmejser. Vi kiggede på vores stadig let medtagne fingre og blev lidt nervøse. Får vi en 400 blåmejser-dag igen? Det blev dog ikke til den helt samme blåmejseoverflod. Fordelt på et par timer, kom vi op på 101. Fedt!

Senere blev vi beriget med en nuttet flok svenske halemejser. Gruppen bestod af både den nordlige og sydlige underart, og en af dem havde altså en ring der stod "Stockholm" på! Det er altid sjovt at kunne se dem side om side til sammenligning.

- SV

576978578_1109438524344478_1596636900493017405_n.jpg

Halemejser - sydlig til venstre og nordlig til højre for sammenligning.

 

06.11.25

Folk på stationen: Lua Koplin, Sverre Dahl Porsgaard, Mathilde Lundt Larsen, Oliver Laursen, Selina Veng, Thomas Kristensen, Bent Jakobsen, Henrik Böhmer, Sverres bedstemor Kirsten