Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (213)2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Formidable fugle og mange mejser

søndag 26. oktober 2025
af Sverre Dahl Porsgaard & Mathilde Lundt Larsen

Morgenobs

Dagen i dag stod på "dejlig" nordvestenvind. Det er normalt det som vi kalder dræberhjørnet da denne vindretning dræber alt form for spænding. I dag var dog en ganske fin morgen, måske fordi at det havde blæst voldsomt hele natten så trækket først kunne foregå nu. Det blev til en dejlig dag med en fin mængde alkefugle, deriblandt hele 16 søkonger! Foruden søkonger kan nævnes en gråstrubet lappedykker, en gravand, to havlitter og en dværgværling. Nårh ja og så startede dagen med at Henrik Böhmer fandt en sodfarvet skråpe... Det slutter dog ikke her! Mikkel Bello fandt en 3k middelhavssølvmåge. En utrolig lækker fugl som rastede på stranden. Det vil sige at vi igen i dag kan stolr præsentere fire semisjældne fugle, der er dejlig tryk på i de her dage:)

Jeg nåede heldigvis langt de fleste af de gode fugle inden jeg blev tilkaldt til ringmærkningen som backup

middelhavssølv 26.10
Mikkel Bellos lækre 3k middelhavs sølvmåge. Foto; Mikkel Bello.

- SDP

 

Ringmærkning

Vi stod op til samme tid med solen, men klokken slog anderledes. Solen tog sig dog sin tid om at skinne gennem skyerne i morges, og dagen indledtes derfor med mindre regnskyl, der holdte os i gang med at tjekke nettene. Vi havde et par enkelte fugle fra morgenstunden - rødhals, munk, vindrossel, solsort, dompap og en ny kvækerfinke, som vi har haft et par få af i sæsonen. Denne diversitet faldt drastisk ved næste hændelse.

 

569805757_1321684502970751_8885769510163495550_n.jpg

1k kvækerfinke.

 

566613828_1391540759378638_6361303021234453027_n.jpg

1k dompap han.

 

Jeg påbegyndte da at sy et net i et hul, men måtte hurtigt efterlade syslerne til en anden dag - for da ramte blåmejserne med et brag i nettene i fyrhaven. Vi startede ud med omkring femten i et net og ti i et andet, men da vi begyndte at tage dem ud, fløj der hurtigt flere omkring ørerne på os. De kaldte fra alle sider i træerne og man kunne stå og næsten få dem i hovedet, mens de fløj ind i nettet. Nogle enkelte satte sig på toppen af netstrengen og kiggede næsten fredfyldt rundt og ned på sine artsfæller.

Vi lukkede de andre net for at kunne fokusere på det ene net, der indeholdte næsten alle blåmejserne og en del musvitter også. Fra dette ene net kunne vi fortsætte de næste tre timer med at pille blåmejser ud, for efterhånden som vi tog dem ud, fløj der så mange nye ind, at man kunne se sig til siderne og knap ane, at man havde arbejdet på det. Trods dette formåede vi at være tre om at ringmærke alle 202 blåmejser (det største antal blåmejser denne sæson på en dag) ved nettet, efterhånden som de fløj ind og holde overblik, så de ikke led overlast. Vi måtte gå struktureret til værks, når der næsten faldt mejser ned fra himlen i nettet og kaldte på hinanden frem og tilbage. De måtte holdes tilbage fra hinanden, mens jeg næsten begravede mig selv i nettet og stak fingrene ned for at blive bidt fra flere sider af mejserne - det stoppede dem fra at bekrige hinanden i hvert fald at de fandt en fælles fjende i mine fingre. Med hurtige hænder og fokuseret arbejde kunne vi i fællesskab fejre at lukke nettet og tælle data for de mange fugle. 

Sådan en dag giver ikke en lang artliste, men det giver et stort antal fugle - vi nåede op på 230 ringmærkede fugle i dag, hvoraf langt den største del var de 202 blåmejser. Derudover også en god mængde musvitter (14). Nettet, der skulle sys, må jeg da vende tilbage til i morgen. Glæden over en god ringmærkningsdag holder dog ved - i dag blev dagen med tredjestørste antal fugle i sæsonen, og vi nærmer os 1000 blåmejser for sæsonen.

 

551323229 1212083160747419 5048907072519751011 n

1k blåmejse i hånden, bemærk det bistre udtryk.

 

- MLL

 

26.10.25

 

Folk på stationen: Lua Koplin, Sverre Dahl Porsgaard, Mathilde Lundt Larsen, Oliver Laursen, Mikkel Bello, Henrik Böhmer