Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Det kan øse det kan pøse
Morgenobs
Det der med at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning holder ikke helt stik. For når det regner gider de færreste fugle at trække. Ja i dag var pænt vådt, men godt pakket ind i vandtæt tøj satte Oliver og jeg os ud på hukket for at tælle fugle. Vi nåede lige akkurat at gennemføre den første halve time og tælle måger inden himlen åbnede sig og vi blev slask våde. Hvis det regner mere end en millimeter per timer er observationerne uden for den standardiserede observation. Så vi vendte våde hjemad. Vi nåede dog at se både lidt ederfugle og 6 dværgmåger trække, inden teleskoperne blev for våde til at se igennem. Mens vi sjaskede hjemad nynnede jeg sagte for mig selv en gammel spejdervise
"Det kan øse, det kan pøse, det kan regne,
li’så meget som det vil.
Det kan plaske, det kan sjaske allevegne,
vi marcherer bare til.
Husk blot den gamle sætning:
Hold trit og retning i alt slags vejr.
Det kan man sagtens klare,
når man da bare har fedtelæ’r."
Ringmærkerne havde ikke net oppe i dag, så det blev ikke til så meget fra nogens side. Vi har hygget inde i stedet, og denne dag falder i kategorien "fyld" som er god at sammenligne med så man i sandhed værdsætter de gode trækdage. Dog stadig en god dag i det skønne Blåvand.
- SDP
Folk på stationen: Lua Koplin, Sverre Dahl Porsgaard, Anna Beluga Gade-Jørgensen og Oliver Laursen.