Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Steppehøge i det grå
Morgenobs
Vinden fortsætter i SØ med mellemstyrke. 8-9 meter i sekundet lyder dejligt til træk. Vi havde lidt andetræk i form af spidsænder og lidt pibeænder, dagens and var dog en lækker havlit han som lagde sig midlertidigt til rast. Dagen var relativt stille indtil kl lidt over 9 hvor jeg (Sverre) spotter en kærhøg komme trækkende omkring revet. Jeg råber den hurtigt ud til mine medobservatører og Oliver spotter straks en hvid krave på fuglen... STEPPEHØG! Jeg genfinder den i skopet og ser smal hånd og sort arm, det er en klar steppehøg. Den redder uden tvivl en ellers halvstille morgen kun sparsomt krydret med alliker og lidt gulspurve.
Efter morgenobs tog Mikkel Bello og Oliver Laursen ud at kratluske. Jeg vælge rikke at tage med. Stor fejl. De kalder endnu en steppehøg ud, kl. er nu 13.20 så det er en ny fugl. Jeg sprinter ned til mosen og fuglen bliver heldigvis i området og svinger endnu en omgang over flokken. Oliver snupper et ganske fint billede til dokumentation. Alle er glade. Vi lusker i fællesskab videre og hører en fyrremejse ved den nordlige branddam. Derefter begynder regnen og vi vender glade og våde hjem til stationen. Endnu en dejlig og yderst god dag i Blåvand:)
Steppehøg over mosen. Foto: Oliver Laursen.
- SDP
Ringmærkning
Dagen gryede med en smuk solopgang, mens vi satte net op og mærkede vinden tage til. Jeg kunne ikke høre fugle kalde i træerne, som der ellers ofte på de travle dage er. Således begyndte en stille dag - der ledte til syv nye fugle og fem genfangster. Det tyder på, at mange fugle enten har trukket eller sidder og trykker sig. I det fugtige vindrige vejr var der ikke mange småfugle på træk forbi haverne, deraf var genfangsterne flest fugle fra den seneste uge, der er blevet hængende i området.
Af nye fugle var den talrigeste munk, alle fire 1k han munk, næsten som fløj de i en flok - The Beatles med grydehår. Dagens fugl i ringmærkningen var dog en ny 1k vindrossel, da jeg nyder at se at drosseltrækket for alvor er godt i gang.
Midt på dagen blev det mere og mere vådt og gråt - som en truende skygge rullede regnen ind over os. Af de få fugle, der endnu var i bevægelse, var flokke af stære, så vi lukkede net og satte os til at holde øje med Helgoland-fælden, hvor vi satte stærekald op på højtaler. Det gav desværre ikke noget resultat, men et værdigt forsøg på at fange stære, der må gentages en anden gang.
- MLL
Folk på stationen: Lua Koplin, Sverre Dahl Porsgaard, Mathilde Lundt Larsen, Anna Beluga Gade-Jørgensen, Oliver Laursen, Mikkel Bello