Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Alkefugle og nordvestenvind
Morgenobs:
Vi holder stilen (og vindretningen)! Det er stadig nordvestenvind, nu omkring 10-11 sekundmeter. De fugle som holder vindretningen ud er så småt ved at være trukket. Nu er der ikke så meget tilbage. Vi (Thomas og Jeg) havde en smule alkefugle, lidt lommer og en enkelt fløjlsand. Tja lidt suler og en dværgmåge gav os da også besøg. Småfuglene leverede heldigvis både lille korsnæb (32), stillits og bjerglærker (7). Henrik Böhmer sad på sydhukket, mens Thomas og jeg var på nordsiden. Omkring kl 09 kalder Böhmer ud på walkie-talkien appen zello. Han har en 3k hvidvinget måge, og den trækker nord! Et par sekunder efter fortæller han at den vendte om og fløj syd igen. Hverken thomas og jeg fik denne hvidvingede måge, som altså var et nyt individ, men flere DOF ung'ere fik den heldigvis.
Morgenobsen slutter og Thomas og jeg drager mod tipmosen, skallingen og lysbjerg hede for at lede efter fugle. Det blev til 8 sølvhejrer, en flok sortmejser, rørhøg, spurvehøg og lidt blandede ænder. En dejlig tur, efterfulgt af et smut forbi Strib sø. Imens vi er ude af huset finder Böhmer og David Manstrup en fyrremejse ved den nordlige branddam. De er ret sjældne herude, så endnu et lækker fund.
- Fyrremejse omkring den nordlige branddam, Foto: Henrik Böhmer
Om eftermiddagen bliver der fundet en søkonge nord for hukket i Børsmose af Mads Elley. Vi ved at det tager en fugl ca 20 minutter at flyve fra Børsmose til Blåvand. Så vi stiller os på ny ud i klitten og venter. Både Thomas og jeg ser den lille alkefugl flyve HURTIGT imod syd lige under revet. Aldrig har jeg set så lille en havfugl flyve så stærkt, det skyldes nok den stærke medvind. En dejlig fugl at slutte dagen af med. Dette konkluderer endnu en god dag i Blåvand:)
- SDP
Ringmærkning:
I dag har været endnu en stille dag pga vejret med kraftig vind af 10+ m/s. Derfor er det ikke meget at melde fra Ringmærkningsteamet. Trods vejret åbnede vi et par net for at sy de sidste huller. Den kraftige vind, gør det lettere at se huller i nettet. Og med lidt teknik kan man faktisk bruge vinden til ens fordel, når nål og sytråd skal føres igennem nettet
Et par fugle fandt vej til vores net, og pga. dagens rolige tempo, var der rigelig tid til at vise fuglene og ringmærkningsprocessen frem til besøgende familie. Det er altid sjovt at se gæsters begejstring, når havens fugle pludselig ses helt tæt på.
- AB
Folk på stationen: Lua Koplin, Sverre Dahl Porsgaard, Mathilde Lundt Larsen, Anna Beluga Gade-Jørgensen, Andreas Pedersen samt gæster i forbindelse med Felttræf