Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (48)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Tyvstart på forårets ringmærkning

mandag 26. februar 2024
af Morten Jenrich Hansen

Efter at Bent var flink, at give mig et lift søndag eftermiddag fra ringmærkernes årsmøde i Dalum til Blåvand Fuglestation, kunne David nå, at tage imod mig på fuglestationen, inden han søndag aften drog hjem fra en weekend herude.
Jeg blev derfor vel modtaget, selvom jeg kom nogle dage før tid.
Jeg glæder mig over, at være tilbage og ser frem til endnu et forår omkring Hukket med skønne oplevelser blandt fugle og gode folk.
Jeg vil meget koncentrere mig om ringmærkningen og hjælpe med oplæring af de øvrige frivillige, der tropper op i løbet af sæsonen, men det bliver nok også til lidt diverse obs i området og morgener ved havet på dage, hvor vinden vil være for kraftig til at åbne net.

Her mandag morgen kunne jeg begynde at åbne net i Stationshaven i svag vind og tørvejr efter en nat, hvor temperaturen var faldet til lige over frysepunktet.
Stormen Rolf i sidste uge havde godt nok efterladt flere små grene og kogler fra havens træer i nogle af nettene, men det lykkedes mig efterhånden, at få ryddet de net, så jeg havde alle net i Stationshaven åben efter en times pillearbejde.
Jeg holdt mig i dag fra Fyrhaven, men fik da fanget de første fugle for fuglestationen i år.
Jeg kender jo procedurerne for arbejdet på fuglestationen og kunne gå i gang uden yderligere introduktion og fik dermed startet lidt før den officielle forårsstart d. 01. marts.

Der er dog sket noget i huset, siden jeg sidst var her.
Både indgangspartiet og ringmærkningsrummet ved gavlene af fuglestationen er under den store renovering og har fået repareret de store sætningsskader i murværket.
Det giver lige i øjeblikket et større rod indenfor, men mon ikke vi får styr på indretningen og ryddet godt op, inden fuglestationen bliver helt fyldt med folk senere på sæsonen.
I køkkenet kan jeg glæder mig til at bruge et helt nyt komfur, så der skal nok komme nogle gode måltider på bordet i løbet af foråret.
Nyt blev også installeringen af et fibernet til internetforbindelsen, hvor en tekniker midt på formiddagen kom forbi og skiftede det gamle wi-fi modem.
Jeg tør ikke love, at bloggen bliver bedre af den grund, men vi skal da gøre vores bedste for, at give en daglig opdatering af, hvad der sker på fuglestationen de næste måneder.

Mellem netrunderne fik jeg tømt mine tasker og indrettet mig på et værelse.
Efter at have lukket net kl 13 fik jeg cyklen klar og taget en tur til Blåvand for forsyninger til køleskabet.
Nu er jeg derfor klar til at bruge mere tid på fuglene i morgen, men det blev da til årets første ringmærkede fugle på Blåvand fuglestation i dag.

Første fugl i net kom allerede mens jeg gik og pillede grene ud af net for at få alle åbnet og en hun Solsort fik dermed æren af, at få den første ring på for i år.
20240226_8E31855solsort.jpg
Årets første ringmærkede fugl blev en Solsort hun, der kom så tidligt, at der ikke var meget lys at fotografere i.

Lidt senere kom der også nogle genfangster, hvor denne gamle han Bogfinke blev første kontrol i år.
Den har nok nærmest ventet på, at jeg kom i gang, for den har prøvet turen hele 18 gange siden den blev mærket som 2k fugl d. 10. marts 2022.
Genfangsterne er fordelt over marts, april, maj, juni og juli 2022; samt marts, april, maj og oktober 2023.
20240226_CX11456bogfinke1.jpg
En gammel kending af en han Bogfinke, der nu har været i vores hænder 20 gange siden starten af marts 2022

20240226_9DM5934topmejse.jpg
Topmejsen er en art, som jeg sjældent står med i hånden hjemme ved Brabrand sø, men er et fast og glædeligt bekendtskab, når jeg opholder mig på Blåvand Fuglestation

Ud over fuglene i nettene kunne jeg nyde lidt forårsstemning med flere syngende Stære.
Bl.a. én, der havde imitation af Vendehals med i repertoiret.
En god lyd, men lige tidligt nok på året til den ægte vare..

Ringmærkning (mærket/kontrol/total):

Gærdesmutte                          0                          1                          1
Jernspurv                                1                          0                          1
Solsort                                     1                          1                          2
Topmejse                                 1                          0                          1
Grønirisk                                  1                          0                          1
Bogfinke                                   2                          1                          3

Sum                                         6                          3                          9

Folk på stationen: Morten