Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (31)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Velkommen til Bianca

mandag 27. marts 2023
af Morten Jenrich Hansen

Efter en lang togrejse fra det sydlige Tyskland blev Bianca i går aftes hentet af Bent i Varde og ankom til fuglestationen lidt efter kl 21.
Hun fik en kort rundvisning på stationen og blev installeret på et værelse inden vi gik i seng.
Bianca skal være her et par uger eller 3 og lære lidt om brug af spejlnet til fangst og ringmærkning af fugle.
Tidligere har hun haft et ophold på Helgoland fuglestation og deltaget i brug af Helgolands rusen, så måske kan hun hjælpe os med at få fangst af fugle i Blåvands rusen.

Hun har fået en ægte vestjysk velkomst vejrmæssigt med rigtig kold blæst fra nord til nordvest, temperaturer under 5 grader og hurtig vekslen gennem hele dagen mellem sol, sne- og haglbyger.
Vi prøvede fra morgenen med enkelte net åbne i stationshaven uden de store forventninger til fangst i den kolde vind.
Det blev da også kun til 4 fugle mærket i dag.
Brugte så tiden ved pc´en til at få aktiveret Bianca´s danske ringmærkningslicens og gennemgået retningslinier for ringmærkning i Danmark, så hun kunne svare rigtigt på de årlige spørgsmål fra ringmærkningsadministrationen og gennemfører den obligatoriske ringmærkningstest.
20230327_132725.jpg
Bianca frisk på at prøve kræfter med det danske marts vejr på vestkysten efter ankomsten fra det sydligste Tyskland.

Eftermiddagen med lukkede net har jeg brugt på en dejlig lur, mens Bianca er gået en tur på stranden og bliver blæst godt igennem.
Det samme blev Lene og Stig i formiddags, da de var en tur herude og prøvede at se, om der var noget de kunne fange med deres kamera.
De kom først forbi fuglestationen og hilste på os, hvilket var et hygegligt gensyn, da jeg kender dem fra tidligere sæsoner. De kunne efter strandturen fortælle om en gruppe rastende Havlit tæt på strandkanten ved Sydhukket, men ellers har vi ikke mange fugleobs at berette om denne kolde blæsende dag.
Både middelvind og vindstød er øget i løbet af dagen, så der nu blæser en 13m/s fra nordvest med op til 23 m/s i stødende.
Vi bliver derfor inde nu og går igang med en større portion madlavning, så vi har nem restemad at varme de næste par døgn.
Vinden skulle aftage i løbet af natten og vi håber på både flere fugle og muligheden for brug af flere net i morgen.
Vi kan dog risikerer, at net bliver svære at åbne, hvis de er frosset sammen i løbet af natten - der varsles nattefrost.

Militærområdet er skarpt afspærret, da der frem til og med torsdag er gang i den helt store Nato øvelse med tungt skyts, så der bliver ikke mulighed for at tjekke Mosen for fugle og vi bliver i stedet rystet lidt i huset af store dumpe drøn.

Dagens ringmærkning:
                                         Mærket     Kontrol
Gærdesmutte                        1              0
Solsort                                   1              0
Blåmejse                               1              0
Grønirisk                               1              0

 

Folk på stationen:  Bianca og Morten