Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (59)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Besøg af Ørneklubben!

lørdag 25. marts 2023
Absurd meget kage <3
af Merit Lenk

Livet på stationen var i dag præget mest af Ørneklubbens besøg, hvor over 20 børn med deres pårørende kunne se både ringmærkning og fik gået en god tur på stranden. Der var god stemning, et rigtig passende antal fugle til formålet, fint vejr og glade og interesserede børn, der stillede mange gode spørgsmål. Første fugl, vi kunne vise frem, var intet mindre end en Rødtoppet Fuglekonge (Firecrest, Regulus ignicapilla), som blev mærket tidligere på ugen. Den havde taget en my på i vægt, hvilket altid er dejligt ved en genfangst. I alt blev dagens ringmærkning til 16 nye og 5 genfangster:

20230325
Vi satser på, at vi i morgen (trods middelmådige vejrforhold) kan komme op på 300 fugle i marts. Der mangler blot en lille håndfuld.

Derudover fik børnene set op til flere hugorme, kigget på mange forskellige muslinger og snegle på stranden, og der blev set havpattedyr i varierende kropslig komplethed.

IMG 0979 IMG 0980 IMG 0981
Stemningsbilleder fra dagens Ørneklubben-tur. Fotos: Adam

Selve turen blev arrangeret af Adam, Amanda og Momme, med dejlig hjælp fra Ørneklubben på Fyn. Man bliver jo kun glad af at se, hvor godt det kan fungere med samarbejde mellem de afdelinger i DOF, der tager sig af de yngre medlemmer, når det tilfældigvis er DOFung'ere, der arrangerer en tur for medlemmer af Ørneklubben. Stærk indsats, mere af det! Og skønt, at BLF lægger hus til og i samme omgang har en så god historie-fortæller som Bent, der kunne bidrage med både lidt fakta og fiktion som underholdning.

Inden Ørneklubben ankom måtte vi dog også sige farvel for nu til Taïma, desværre. Efter en lille uge på stationen er hun nu draget videre mod hovedstaden, inden hun snart skal tilbage til Frankrig. Hun har bidraget med evigt godt humør, lækre crêpes, og en altid hjælpende hånd i ringmærkningen. På gensyn!

For en gangs skyld må vi desuden ikke undgå at nævne dagens kagesituation, for den var selv for Blåvands standarder ret overdådig (det siger en del!), og det skyldes utvivlsomt alle de venlige sjæle, der har været forbi stationen i løbet af weekenden. Der var jo både snack-rester fra i går aftes, som både Michael men også Adam, Amanda og Momme havde taget med, Jakob havde taget basser med til i dag, og John og Bjørn (der kom på kort visit om formiddagen) havde også taget en skøn kanelstang med. Vi forsøgte at følge med i spisningen, det var mega lækkert!! Resterne skal vi nok få nydt til en god kop kaffe i morgen også.

Vi skal i det hele taget bestemt ikke frygte at sulte mens vi er her, og Morten behøver nok heller ikke at købe ind lige foreløbigt igen. Vi takker mange gange for al den gode mad!

I morgen eftermiddag tager både Michael og jeg hjem igen, og så er Morten atter lidt alene et par timers tid ude i det vestjyske, inden han får selskab af Bianca i morgen aften, der skal blive og hjælpe til i et par uger. Jeg regner også personligt stærkt med at give en hjælpende hånd igen i slut april, og i mellemtiden ønskes i alle en (fortsat) god sæson! Det har, som altid, været en fornøjelse her i Blåvand.

 

Folk på stationen: Morten, Taïma, Michael, Adam, Amanda, Momme, Merit, Nina, Nora, Isadora, samt mange dags-besøgende (heriblandt Ørneklubben)