Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2022 (173)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Rolig dag med ankomster for efterårssæsonen

fredag 5. august 2022
En stille sommerdag med fokus på ringmærkning
af Simon Langvad Græsbøll Iversen

Vinden var drejet om i vest-nordvest, hvilket jo som regel ikke er ønskeretningen herude. Kun meget få trækkende fugle passerede ude ved kysten og over havet, bl.a. mindre flokke af Strandskade (Haematopus ostralegus).

Bjørn gik ned på stranden for at finde rastende vadefugle og måske snuppe nogle gode fotos, men han var dog ikke helt tilfreds med udvalget i dag. Han ville prøve lykken på Skallingen.

Men eftersom vinden var ret svag, så satsede vi på, at ringmærkningen bød på lidt godt i dag. Dagen skulle vise sig at være helt ok til mærkning, og den bød på et par nye ankomster af trækfugle for efterårssæsonen, bl.a. et par stykker af Havesanger (Sylvia borin): 

IMG_0301.jpeg
Vi mærkede 2 Havesanger (Sylvia borin) - bemærk farven ved næbbet, som kommer fra hyben de smæsker sig i på sin færd. 

Også en fin ung Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) røg i nettene i fyrhaven: 

IMG_0298.jpeg
Denne unge Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) havde en helt frisk fjerdragt og var virkelig fin. 

Desuden sås lidt senere på netrunde en Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca) fouragerende i stationshaven  - men, ak, i nettet kom den ikke. Den rykkede videre til nabohaverne. 

En sjov genfangst var Tornsanger (Curruca communis) med ring CX09222; den blev mærket som 2K+ 5. juli 2019 af Bent. Dermed er den altså mindst 4 år gammel - og tydeligvis en lokal hangaround.

De relativt stille vindforhold gjorde sommerfuglene lidt mere medgørlige at iagttage; bl.a. sås nogle fine Skovblåfugle: 

IMG_0308.jpeg
Skovblåfuglene var fremme for at slikke sol både i stationshaven og fyrhaven.

Også de tyske turister viser interesse i ringmærkningen, og guiderne fra Naturcenteret spørger, om vi ikke nok vil vise frem, når vi har en fugl i nettene, mens de er der. Og det vil vi da!

IMG_0312.jpeg
Gæsterne hos Naturcenteret får fremvist en ung Gulspurv (Emberiza citrinella) af undertegnede.

Line og jeg sluttede vores ophold af med lidt mere husligt arbejde; nemlig ved at vaske en bunke af poserne til at bære fuglene i under ringmærkning. Så er der gjort klar, og banen er kridtet til ringmærkernes og observatørernes ankomst i næste uge. 

Vi siger mange tak for denne gang til Blåvand-folket, og vi ses senere på året! 

Folk på stationen: 
Bjørn, Bent, Line & Simon