Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2022 (263)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Sanger-diversitet og korttået træløber

tirsdag 11. maj 2021
Så siger jeg farvel og tak for denne gang!
af Amanda Johannisson

Antallet af fugle i både net og over havet har været rimelig sparsomt, men bød dog på nogle skønne oplevelser alligevel.

Simon stod på Sydhukket med utroligt lidt vind fra sydøst, og opsummerer dagens observationer som rimelig fåtallig sammenlignet med nogle af de tidligere dage. Han skulle dog ikke snydes for nogle dejlige vadere - han så bl.a. strandhjejle (Pluvialis squatarola), islandsk ryle (Calidris canutus) og lille kobbersneppe (Limosa lapponica), som alle var super smukke i deres sommerdragter. Han spottede også en sortterne (Chlidonias niger), som fouragerede ved revet sammen med hf terner, hvor man rigtigt kunne se forskellen på deres fourageringsadfærd. Hvor hf-terner næsten dykker under havoverfladen for at finde lækkerier, er det som om sortternen kun lige dypper tåen i vandet, og holdes tilbage af overfladespændingen. Nå ja, og så var han da også lige ved at få en mursejler i hovedet, men det kan man da næsten ikke klage over.

Se tallene for dagens havobservation på DOFbasen her.

I nettet havde vi gang i den helt store sangerdag, hvor den hyppigste fangst var gærdesanger (Sylvia curruca) - hele 24 røg i nettene, så vi fik øvet os rigtig godt på denne til tider lidt kryptiske fugl.
Den helt store oplevelse fik vi på den aller sidste runde, hvor den eneste fugl der sad og ventede på os i et af nettene i stationshaven var en korttået træløber (Certhia brachydactyla)! Det er en fornøjelse at se og have denne fugl i hånden, da det er så sjældent man støder på den her i Blåvand. Af hvad jeg lige kan snuse mig frem til på DOFbasen, er arten kun indtastet et par gange i Varde kommune siden 2015, og kun i forbindelse med ringmærkning. Det gør den kun endnu mere speciel!

 IMG-20210511-WA0016.jpgMega fed korttået træløber, som bestemt var en ønskeart at få i nettet. Se bare lige det lange næb!

Særligt denne afsluttende oplevelse gjorde stort indtryk på mig, da det i dag er min sidste dag som frivillig ringmærker på Blåvand Fuglestation..
Det er en smule vemodigt at skulle tage afsked med dette smukke sted, og de dejlige mennesker jeg har mødt på mit ophold. Jeg har virkelig nydt det, og kan kun anbefale det til alle der sidder med en lille drøm om at håndtere eller observere fugle! Man kan gøre det til lige det man vil, og vil indgå i et skønt fællesskab med andre frivillige. Man behøver ikke engang være mega skrap til at bestemme fugle hverken i hånden eller i felten, det kommer hen ad vejen - og der er heldigvis ALTID noget nyt at lære!

Tusind tak til Samuel Perfect for at være så tålmodig med mig og være en så god læremester - much appreciated! Tak til Simon og Rasmus, mine fellow DOFungere, for hyggelige stunder og fede artsfund! Og ikke mindst tak til stationsleder Bent for at lade mig deltage i løjerne - det er bestemt ikke sidste gang i ser mig på disse kanter :-) :-)

Vi ses! Knus Amanda


Ringmærkning
:
Gærdesanger (Sylvia corruca) - 24
Tornsanger (Sylvia communis) - 5
Munk (Sylvia atricapilla) - 3
Havesanger (Sylvia borin) - 1
Gransanger (Phylloscopus collybita) - 5
Løvsanger (Phylloscopus trochilus) - 2
Lille gråsisken (Acanthis cabaret) - 1
Gråsisken (Acanthis sp.) - 1
Stillits (Carduelis carduelis) - 1
Korttået træløber (Certhia brachydactyla) - 1
I alt - 44

Folk: Simon, Samuel, Rasmus, Amanda