Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Regn og søndenvind
Vejr kl. 5.15: S 7 m/s, 17.9 °C, 8/8, 5-10 km. Regn fra 6.45-8.00
Efter nordenvind i går startede vinden denne morgen i stik syd, men drejede snart op i SV og V. Desuden regnede det noget fra 6.45 til 8.00. Det var David ikke glad for, som det ses på fotoet nedenfor. Der kom dog en del vadere inden - og også et pænt ryk hen mod slutningen af regnvejret. Modvinden og regnen pressede fuglene helt ned, så de kom allesammen rigtig godt. Søndenvind er islændervind, siger Bent, og det var også rigtigt, da denne art var dagens talrigeste vader med nøjagtig 200 fugle.
Vi afbrød morgenobsen efter de tre standardtimer, hvilket viste sig at have givet 599 vadefugle - et fint bidrag til det sjove håb om at nå 20.000 inden august. Ved hjemkomsten lå der en mail fra Mikkel Lausten med tilbagemelding på gårsdagens Kaspiske Måge (gul ring X174). Den viste sig at være ringmærket som unge sidste år, 6/6-2016 ved Gräbendorfer See, Oberspreewald-Lausitz i Brandenburg, Tyskland (ganske som gættet i går af HKn) og havde således fløjet 587 km NV for mærkningsstedet (kortfoto).
Ellers var både Jonas Gadgaard og Bent endnu engang forbi stationen. Sidstnævnte gik en tur på stranden og kunne berette om store rastforekomster af suler, måger og terner, selv set i lyset af hans 45 års færden herude.
Her til aftenen dukkede Bjørn Frikke også op, og han var så venlig at køre mig ud til en lokal Slørugle i en hemmelig lade og vise den frem. Sikke en smuk fugl. Det var min første i Danmark.. sådan er det nogle gange, når man er fra Sjælland :)
Vadefugletræktotaler: Strandskade 136, Stor Præstekrave 8, Hjejle 2, Strandhjejle 5, Islandsk Ryle 200, Sandløber 47, Krumnæbbet Ryle 1, Almindelig Ryle 138, Lille Kobbersneppe 21, Småspove 5, Storspove 1, Rødben 15, Hvidklire 1, Stenvender 7, ubestemt vadefugl sp. 12
Mathias